Teknisk fejl: Op til 3.000 kommunalt ansatte har ikke fået udbetalt løn
Syddjurs Kommune undersøger lige nu hvad der er sket. En teknisk fejl har medført, at et ukendt antal kommunalt ansatte ikke har fået deres løn fra august udbetalt.
På grund af en endnu ukendt teknisk fejl i et, eller flere lønsystemer, så har et ukendt antal ansatte i Syddjurs Kommune endnu ikke fået deres løn for august måned udbetalt.
Det er ganske alvorligt og et skrækscenarie, at vores ansatte ikke får deres løn til tiden. Vi ved selvfølgelig godt, at de ansatte også har regninger og forpligtelser der skal betales i den anden ende. Lige nu arbejder vi på at få fundet og løst fejlen.
Det bekræfter kommunaldirektør Rasmus Møller overfor Adresseavisen Syddjurs.
»Vi kender endnu ikke omfanget, så det kan potentielt være samtlige 3.000 ansatte, der ikke har fået deres løn udbetalt endnu,« siger kommunaldirektøren til Adresseavisen Syddjurs.
Fejlen ligger sandsynligvis et sted enten mellem de tre it-systemer, der skal arbejde sammen, eller i et af systemerne, lyder vurderingen her til formiddag. Der arbejdes på højtryk for at afklare fejlen, pointerer kommunaldirektøren.
Det drejer sig om et forholdsvis nyt it-system i kommunen, samt leverandøren SD Løn (også kendt som Silkeborg Data, red.) og i sidste ende Nets, der står for den sidste del af udrulningen.
»Vores it-system er nyt, men vi har kørt med det her i 2021 og bortset fra et par nødvendige ændringer i begyndelsen, så har der ikke været problemer. Vi kan også se, at alle kommunens løndata ligger klar og er sendt rettidigt. Så vi formoder, at der ligger en teknisk fejl et sted,« siger Rasmus Møller til Adresseavisen Syddjurs.
Han ærgrer sig over fejlen.
»Det er ganske alvorligt og et skrækscenarie, at vores ansatte ikke får deres løn til tiden. Vi ved selvfølgelig godt, at de ansatte også har regninger og forpligtelser der skal betales i den anden ende. Lige nu arbejder vi på at få fundet og løst fejlen.«