Dramatisk høj bølgegang i marineforening: Udskældte medlemmer fik oprejsning på generalforsamling

Grenaa Marineforening har igennem de seneste måneder været omdrejningspunkt for en større konflikt mellem foreningens medlemmer, som torsdag aften førte til en ophedet ekstraordinær generalforsamling, hvor den reelle dagsorden var, om bestyrelsen i Grenaa Marineforening skulle fjernes.
Sagens kerne er et projekt, som medlem af Grenaa Marineforening Peter Schack Poulsen i foråret 2020 tog initiativ til.
Midt i coronanedlukningen ville han række ud til krigsveteraner ramt af posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) gennem telefonsamtaler og velfærdspakker for at skabe opmuntring i en, for mange, isoleret hverdag.
Til dette projekt søgte Peter Schack Poulsen i alt 327.000 kroner gennem Trygfondens akutpulje til sociale indsatser under coronakrisen, og her starter miseren.
Ud af de 327.000 kroner er der budgetteret med 140.000 kroner i til administration herunder honorar.
Honorar på 25.000 kroner
Sammen med en række andre medlemmer af Grenaa Marineforening har Peter Schack Poulsen gennemgået en såkaldt ’buddy-uddannelse’ hos forsvaret, som har til formål at give kompetencer til at række ud og tale med netop veteraner ramt af PTSD. Ifølge Peter Schack Poulsen forhørte han sig derfor hos hos disse medlemmer, om de ville være en del af projektet, der løb over tre måneder.
På det tidspunkt var corona-anbefalingerne at have en boble på maksimalt fem personer uden for sin familie at mødes med, og derfor endte gruppen omkring projektet at være på fem personer med ’buddy-uddannelsen’.
De fem har igennem projektet hver modtaget 25.160 kroner i honorar.
»Jeg bad jo folk om at bruge tre dage om ugen i tre måneder. Der var mange ting, der skulle gøres og sørges for, og det gør man ikke uden at få noget for det. Derfor søgte jeg specifikt om 140.000 kroner til administration, og jeg valgte at spørge nogle folk, som jeg ved gennemfører, når de har sagt ja,« forklarer Peter Schack Poulsen.
Lokalavisen har fået indblik i ansøgningen og budgettet, der er sendt til Trygfonden. Her fremgår det, at der søges 140.000 kroner til ’Møde og rådighedshonorar, kørsel, IT m.m.’ I ansøgningen fremgår det desuden, at projektgruppen vil mødes hver anden dag og være til rådighed ’24/7 på vores hjemadresser telefonisk og via mail.’
Af det endelige regnskab efter projektets afvikling fremgår det, at der er brugt 125.800 kroner ud af de budgetterede 140.000 kroner, mens der i stedet er brugt flere penge end budgetteret på velfærdspakker til de PTSD-ramte veteraner.
Rammen på de ansøgte 327.000 kroner er blevet overholdt. Regnskabet viser, at projektet løb op i knap 326.000 kroner.
Høje bølger
Ikke desto mindre har netop honoraret til de fem medlemmer af projektet skabt forargelse blandt flere af medlemmerne i Grenaa Marineforening.
Torsdag aften var der ekstraordinær generalforsamling i marineforeningen. Den har været varslet længe, da foreningen skulle have ny formand, men generalforsamlingen kom mest af alt til at handle om, hvorvidt de fem medlemmer af projektgruppen kunne fortsætte i foreningen eller ej.
Forinden havde bestyrelsen meddelt, at den ville trække sig i solidaritet, hvis generalforsamlingen endte med, at projektgruppen ville blive ekskluderet fra Grenaa Marineforening.
Sådan endte det dog ikke trods store uenigheder, fortæller Peter Schack Poulsen.
»Det endte da gudskelov med, at vi kunne blive. Bølgerne gik meget højt til at starte med. Det var der også lagt op til, for der skulle simpelthen ryddes op i den kritik af os. Jeg fik heldigvis muligheden for at forklare situationen, og jeg kan sige, at hvis det havde været i dag, så ville jeg ikke have tilbudt penge for at være med, men situationen i april 2020 var bare en helt anden, hvor man kun havde den boble på fem personer at mødes med,« siger Peter Schack Poulsen.
Enormt udemokratisk
På generalforsamlingen blev Torben Holst Jensen valgt som ny formand for Grenaa Marineforening med stemmerne 32 for og 12 imod.
Han var ifølge Peter Schack Poulsen eneste kandidat til posten, og alligevel kom der et mærkværdigt scenario ud af formandsvalget.
»Vores nye formand beder om at få lavet en skriftlig afstemning, for han vil gerne vide, hvad holdningen til ham som formand er. Der var 12, der var imod, men der var ingen der kom med et forslag til en anden formand. Det kan man jo ikke bruge til noget, at folk bare siger nej uanset hvad. Det er enormt udemokratisk, og det er det, vi møder og vil gøre alt for at få renset ud i,« fastslår Peter Schack Poulsen.
Fonden frikender
Trygfonden har i kølvandet på balladen i Grenaa Marineforening meldt ud til Amtsavisen.dk, at fonden ikke har noget at sætte på den måde, støttebeløbet er brugt på.
»Det er tit, sådanne projekter skal koordineres, og det kan være svært at gøre på frivillig basis. Vi har ikke berøringsangst med at støtte med honorar og løn,« siger donationschef i Trygfonden Pia Hansen til Amtsavisen.dk.
Fortsætter balladen?
I Grenaa Marineforening tror Peter Schack Poulsen ikke umiddelbart, at uroen forsvinder, efter den værste kritik er manet i jorden. Uenighederne er således af mere generel karakter, og det kan være vanskeligt at gøre op med, vurderer han.
»Det er tydeligt, at der er en opposition imod os, og der er en generel problematik i, at der er nogen, der gerne vil lave noget i foreningen, og så er der dem, der kun kommer for at drikke bajere og feste. Jeg har hørt, at der til andre er blevet sagt, at hvis vi ikke blev smidt ud af foreningen, så ville de søge til Ebeltoft i stedet. Dem der har lovet det, vil jeg gerne minde om det, og så skal vi nok lave en overflytning,« siger Peter Schack Poulsen.