Efter Centerkioskens konkurs: Pakker er ved at blive flyttet til nyt sted
PostNord flytter pakker fra Centerkiosken i Hammel til Meny i Thorsø
PostNord-kunder, der har fået besked om, at deres pakker er klar til afhentning hos Centerkiosken i Hammel, skal i stedet hente dem hos Meny i Thorsø.
»Centerkiosken er blevet erklæret konkurs, og vi er med ganske kort varsel blevet bedt om at hente pakkerne allerede torsdag formiddag. Det er heldigvis lykkedes at få en aftale med Meny i Thorsø om midlertidigt at overtage pakkeudleveringen. I mellemtiden arbejder vi på højtryk på at finde en ny partner i Hammel,« siger PostNords distriktschef Gordon Dalsgaard i en pressemeddelelse.
Presseafdelingen i PostNord oplyser til Lokalavisen Favrskov, at pakkerne lige nu (torsdag formiddag) er ved at blive hentet og bragt til Meny i Thorsø. Pakkerne skal dog blandt andet scannes, før de er klar til udlevering, så kunderne kan formentlig hente deres pakker engang i eftermiddag.
Alle PostNords services kan bruges i hele Menys åbningstid, der er mandag – fredag kl. 6.30 – 19.00 og lørdag – søndag kl. 7.30 – 19.00.
PostNord arbejder på så hurtigt som muligt at finde en ny partner i Hammel.