Efter farlige situationer: Kæmper for rundkørsel i »håbløst kryds«
En byrådskandidat og et nuværende byrådsmedlem er gået sammen om et forslag til en rundkørsel, som skal øge trafiksikkerheden i Højbjerg-kryds, hvor de begge har oplevet farlige situationer.

En efter en suser bilerne forbi, imens Metin Aydin (RV) og Hans Skou (V) står i midten af det, som de to lokale politikere gerne så var en rundkørsel. Lige nu er det et kryds, hvor Rosenvangs Allé og Saralyst Allé møder hinanden i Højbjerg. Et sted, hvor der ifølge Metin Aydin og Hans Skou ofte sker farlige situationer i trafikken.
»Jeg har set personer springe for livet,« fortæller byrådsmedlem Hans Skou, imens Metin Aydin nikker og peger hen på det værn, der for et stykke tid siden blev sat op foran Lagkagehuset på Rosensvangs Allé for at få bagernes kunder til ikke at gå over vejen.
Det bliver ikke den største rundkørsel i verden, men til gengæld vil den kunne gennemføres uden ekspropriation af privatejet jord.
Men det har slet ikke hjulpet, påpeger Metin Aydin, der er kandidat til Aarhus Byråd ved det forestående kommunalvalg.
»Det er et håbløst kryds. Bilerne sætter ikke farten ned, og der er dårlige oversigtsforhold og ingen fodgængerovergang, så det er også svært at bruge krydset som blød trafikant,« fortæller han.
Tilbage i 2016 skete der et voldsomt harmonikasammenstød i krydset, hvor tre biler bragede sammen i tæt trafik. Siden er der ikke blevet registreret uheld med personskade ved hverken politiet eller skadestuen, oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune til Lokalavisen Aarhus. Et enkelt uheld med materiel skade er indtil videre blevet registreret i år, oplyser forvaltningen, der dog påpeger, at der kan være sket uheld, som ikke er blevet anmeldt til politiet.
Lyskryds afvist
Selvom krydset ikke er et hotspot i kommunens uheldsoversigt, så mener Metin Aydin og Hans Skou dog alligevel, at krydset er farligt nok til, at der bør ses på løsninger. De to politikere er begge medlem af forretningsudvalget i Holme-Højbjerg-Skåde Fællesråd, som tidligere har kæmpet for, at der skulle gøres noget ved krydset.
»For et par år siden undersøgte vi muligheden for at få etableret lysregulering på stedet, men afstanden til krydset ved Holmevej var for beskeden, simpelthen fordi der ville kunne opstå en kø af biler mellem de to kryds,« fortæller Hans Skou.

Som en ny løsning forslår de to nu, at der i stedet bliver kigget på muligheden for at etablere en rundkørsel.
»Idéen med en rundkørsel er at kunne afvikle trafikken flydende og uden de stop, som man oplever i lysregulerede kryds. På det smalleste sted er det offentlige areal ca. 30 meter diagonalt, og man vil kunne etablere en rundkørsel, der størrelsesmæssigt cirka svarer til rundkørslen på Hjulbjergvej. Det bliver ikke den største rundkørsel i verden, men til gengæld vil den kunne gennemføres uden ekspropriation af privatejet jord,« forklarer Metin Aydin, der professionelt arbejder som arkitekt og har lavet et bud på, hvordan rundkørslen kan se ud.
Næste skridt for de to lokale politikere er at vise deres forslag til Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, og så håber de, at der kan arbejdes videre med tankerne om en rundkørsel.