Nu skal der investeres i Aarhus' unge hjemløse: Ti nye boliger står klar
Socialt investeringsprogram for unge hjemløse skydes i gang med åbningen af nye boliger i Havnegade.

1. september åbner et nyt tilbud med overgangsboliger i en nyrenoveret opgang i Havnegade.
Ti af byens mest udsatte hjemløs flytter ind og får samtidig helhedsorienteret støtte fra et specialiseret team til at styrke en forhåbet overgang til et godt liv i egen bolig, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
»I Aarhus har vi i mange år vidst, at en fast bolig er en forudsætning for at kunne arbejde med de sociale udfordringer, der ofte ligger til grund for unges hjemløshed. Men for en lille gruppe af unge, der tidligere har sovet på gaden eller på byens herberger, er skridtet fra hjemløshed til eget hjem særligt stort og uoverskueligt. Med overgangsboligerne i Havnegade får vi mulighed for at give de mest udsatte unge den intensive støtte, de har brug for her og nu, og samtidig skabe stabilitet omkring deres boligsituation,« siger Kristian Würtz (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.
Allerede inden indflytning har den enkelte unge fået tilknyttet en fast kontaktperson, som følger personen så længe, der er brug for det. Sammen med et tværfagligt team støtter kontaktpersonen den unge i at komme ud af gamle mønstre, mestre hverdagen og komme tættere på uddannelse eller job. Den unge får desuden hjælp til at blive skrevet op til en permanent bolig og støtte til at opsøge og tage del i ungefællesskaber.
Overgangsboligerne er en del af et større socialt investeringsprogram, som Den Sociale Investeringsfond, Hjem til Alle, Aarhus Kommune, Bikubenfonden og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus står bag.
Mulighed for arbejde
Programmet skal gennem to forskellige indsatser baseret på Housing First-tilgangen løfte unge hjemløse aarhusianere varigt ud af hjemløshed.
»Investeringen skal give unge hjemløse mulighed for en hverdag i egen bolig og for de mest ressourcestærke, en hverdag med uddannelse eller arbejde. I Den Sociale Investeringsfond vil vi med investeringen vise, at det kan betale sig at omlægge til forebyggende indsatser, både på grund af den menneskelige gevinst ved et bedre liv, og fordi mennesker, der har det bedre, også giver en samfundsøkonomisk gevinst,« fortæller Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond
Investeringsprogrammet rummer også en beskæftigelsesrettet indsats for unge, hvor de får tilbud om en bolig og tilknytning til en virksomhed inden for tre måneder.
Og der er stort behov for, at vi investerer i de unge hjemløse, mener direktør i Hjem til Alle, Vibe Klarup.
»Ingen ung skal være hjemløs i Danmark, og der er brug for, at vi går fra at håndtere hjemløshed til at stoppe den. Vi ved fra udlandet, at der findes en vej, nemlig at alle hjemløse mødes med et tilbud om bolig med støtte.«
I alt er der investeret cirka 23 millioner kroner i de to indsatser.
ddp