Politiker politianmelder skole
Karina Kirk, spidskandidat for Nye Borgerlige i Skanderborg Kommune, har politianmeldt Mølleskolen i Ry.

»Jeg har nu desværre følt mig nødsaget til at politianmelde Mølleskolen for brud på deres håndteringen af retningslinjerne omkring COVID-19, samt omgangen med folkeskolens børn i deres regi i den forbindelse. Det er en ærgerlig sag, som aldrig burde være opstået, og som har sat flere forældre i et meget uheldigt dilemma.«
Sådan lyder det fra Karina Kirk, spidskandidat for Nye Borgerlige i Skanderborg Kommune til det kommende kommunalvalg. Hun har meldt Mølleskolen i Ry til politiet.
Karina Kirk fortæller, at Mølleskolen fra 2.-9. juni 2021 via et opslag på skoleportalen Aula tvang elever til at blive testet mod COVID-19 for at kunne deltage i undervisningen. Hun påpeger, at det er ulovligt at ekskludere børn fra undervisningen i folkeskolen, fordi de ikke er testet for COVID-19.

»Det var en hård nød at knække at få skolen til at ændre den ulovlige udmelding præcist det sted den var publiceret - nemlig på forsiden af AULA. Først da der blev truet med at bringe sagen videre kom ændringen i hus med en lovning om, at man fremover selvfølgelig ville overholde gældende lovgivning,« fortæller Karina Kirk, der meldte skolen til politiet, da den føromtalte tekst for nylig igen kunne læses på Aula. Hun påpeger også, at en lærer på skolen i undervisningstiden har spurgt, hvor mange elever i klassen der er blevet vaccineret.
Grundvoldsrystelse
»Jeg er rystet i min grundvold over denne lemfældige tilgang til regler, retningslinjer, den danske GDPR-lovgivning m.m., der præcist burde sikre os vores personlige sundhedsdata som netop personlige og ikke et offentligt diskuteret emne, og da slet ikke i et klasselokale på en folkeskole,« siger Karina Kirk.
UgeBladet har forelagt udsagnene fra Karina Kirk for Morten Lomborg, viceskoleleder på Mølleskolen. Han fortæller, at han er bekendt med politianmeldelsen.
Det er normalt, at lærere spørger til børnenes hverdag, og at der er samtaler om emner, der fylder i samfundet
»Det viser sig, at en lærer som optakt til Madskolen (et samarbejde mellem Mølleskolen og virksomheden Madfærd, red.) har lagt en beskrivelse ud på MinUddannelse for Ugerne 32, 33 og 34. I uge 32 lød teksten som den skal: Inden du kommer, opfordrer vi dig til at tage en coronatest. Du kan blive testet på Mølleskolen mandag og onsdag, også selvom du er under 12 år. Ved en fejl kom en forkert tekst med beskrivelsen af uge 33-34. Lærerne har straks rettet dette, så den korrekte tekst, altså den fra uge 32, fremadrettet kan læses,« forklarer Morten Lomborg og fortsætter:
«Jeg er bekendt med politianmeldelsen, men kan ikke genkende, at vi som skole er blevet kontaktet af partiet Nye Borgerlige. Jeg er blevet kontaktet af et par forældre før ferien, der gjorde os opmærksomme på, at vores samarbejdspartner Madfærd havde skrevet ud på en måde, der kunne tolkes forkert, hvorefter vi bad Madfærd rette beskeden, idet Madfærd som virksomhed arbejder ind i en skolekontekst. Det gjorde Madfærd med det samme, men uheldigvis er den forkerte tekst som sagt smuttet med i lærerens besked i uge 33-34, hvilket selvfølgelig er en fejl og rettet. Jeg er bekendt med, at en af de forældre, der henvendte sig før ferien har besøgt skolen for at få indblik i madfærds praksis, som naturligvis er den, at eleverne - da de indgår i en skolesammenhæng, ikke kan kræves testet, men kun opfordre til. Den pågældende forælder blev, som jeg hører det fuldt betrygget, idet hun fik syn for, at vores praksis IKKE er det, der ved en fejl har stået i de to ugers ugeplaner og som nu er rettet.«
Normalt med dialog
Morten Lomborg understreger, at Mølleskolen følger de til enhver tid gældende retningslinjer.
»Det er normalt, at lærere spørger til børnenes hverdag, og at der er samtaler om emner, der fylder i samfundet. Skolen afspejler jo samfundet. Vi vil gøre vores personale opmærksomme på, at elever skal gøres opmærksomme på, at man ikke kan afkræves et personligt svar, når samtaler omhandler emner indeholdende sundhedsfaglige data,« siger Morten Lomborg og sender en invitation til Karina Kirk:
»Jeg vil gerne invitere dig herned, Karina, til et møde, hvor jeg kan give dig et indblik i vores praksis, og hvor jeg kan vise dig, at vi er en skole, der er optaget af, at vores håndtering af corona følger retningslinjer og lovgivning, og at vores praksis er god og ordentlig.«
Morten Lomborg understreger, at Mølleskolen beklager fejlen med uge 33-34.
»Den, der er mest ked af det, er lærerne, der har fået kopieret forkert tekst ind. Der er tale om en menneskelig fejl. Og som sagt vil vi orientere personalet om, at i samtaler vedr. sundhedsfaglige ting, skal GDPR lovgivningen naturligvis følges. Vores medarbejdere har i øvrigt her fra skoleårets start modtaget et e-learning kursus i håndtering af GDPR i tråd med resten af kommunen,« siger han.