Ry går forrest i kampen mod sclerose

Måske kender du en, der lever med sclerose - eller også kender du en, der kender en? De sidste 20 år er der nemlig sket en fordobling i antallet af mennesker, der har sclerose. Det betyder, at mere end 17.200 danskere i dag lever med sygdommen. Dét er 17.200 for mange. Netop af den grund går Scleroseforeningen igen i år på gaden for at samle ind til den livsvigtige forskning i sclerose, der skal være med til at bremse denne negative udvikling. Det sker søndag 12. september, hvor foreningen håber på Rys støtte.
Sclerose er en uhelbredelig sygdom, der angriber nerverne i hjernen og rygmarven og giver varige skader, hvis ikke man får den rette behandling. Langt de fleste får stillet diagnosen i de unge år, når de er mellem 20 og 40 år. Selvom der findes medicin, som kan lindre symptomerne, er sclerose en invaliderende sygdom - ofte med store menneskelige omkostninger for dem, der rammes, og deres familie.
»Sclerose kan endnu ikke helbredes, og vi kender heller ikke årsagen til, at sygdommen opstår. Det eneste, der kan give os svarerne herpå, er mere forskning,« lyder det i en pressemeddelelse fra Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, der i den sammenhæng fremhæver følgende:
»Derfor håber jeg også på en lige så flot opbakning til vores landsindsamling i år som i de forrige år, da vi netop samler ind til den livsvigtige forskning i sclerose. Selvom sclerose endnu ikke kan helbredes, bliver der hver dag gjort fremskridt i forskningen, og dét skaber håb for en fremtid uden sclerose.«
Støtte fra Ry
Det er tredje år i træk, at Scleroseforeningens indsamling er landsdækkende, og rundt om i landet går de lokale afdelinger allerforrest i kampen mod sclerose – heriblandt i Ry, hvor lokalafdelingens ildsjæle vil stå ved supermarkeder, på gågaden og andre offentlige steder for at samle ind.
En af dem, der skal samle ind i Ry, er Lene Grand Berthelsen. Lene samler ind for sin mor, der har sclerose.
»Jeg samler ind den 12. september, fordi jeg ikke synes, sygdommen får særlig meget opmærksomhed, selvom der er mange, der har sclerose. Min mor har levet med sclerose i mange år. Hun har gudskelov ikke haft særlig mange attaks, men det er der faktisk ikke særlig mange, der ved. Hvis jeg siger til folk, at min mor har sclerose, så tror de næsten, at hun skal dø om lidt. Så jeg samler ind, fordi jeg gerne vil brede kendskabet til sygdommen’«, siger Lene Grand Berthelsen, der skal samle ind for fjerde gang i år.
Hver en indsamler på gaden betyder flere penge til mere forskning i sclerose, og sammen kan vi gøre en forskel for de mange tusinde danskere, der har sygdommen tæt inde på livet.
gs