Historisk allé skal gøres bredere - så vil folk måske stoppe med at køre ind i træerne
Der har i mange år været ønske om at fremtidssikre adgangsvejen for de hundredtusindvis af besøgende til Moesgaard Museum.
Det er et hårdt liv at være træ på Moesgaard Allé.
I hvert lider flere af træerne på den smalle allé i det sydlige Aarhus af råd og sygdomme, og det skyldes blandt andet, at de er svækkede efter, at bilister har påkørt dem.
Svækkede træer udgør også en fare for forbipasserende - hvoraf mange i forvejen frygter at blive ramt af en golfkugle fra Aarhus Golf Club, der grænser op til alléen.

Ømtåleligt
Aarhus Kommune har i flere år haft et ønske om at udvide alléen, der har fået en vis patina gennem årene.
»Det er et ømtåleligt emne, fordi det er en historisk allé, og vi kan ikke bare gøre, som vi har lyst til. Men der er brug for ny infrastruktur, som matcher det behov, der er i dag. Vi vil også gerne give fremtidige generationer en lige så smuk allé, som den, vi har overtaget,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), til Lokalavisen Aarhus.
Når kommunen ikke bare kan gøre, som den vil, skyldes det en fredning af Moesgård Allé. Kommunen mangler endnu få tilladelse til at fjerne de gamle allétræer og genplante med nye store lindetræer. Den tilladelse kan kun komme fra Fredningsnævnet.
»Det har taget lang tid, og museet har brug for en løsning nu, og det er derfor, vi skubber på,« lyder det fra Bünyamin Simsek.

Fejl af ældre dato
Aarhus Kommune har udarbejdet et fredningsforslag for en del af Moesgård Allé, som kan erstatte dele af de nuværende fredninger, og som angiveligt kan rumme en ny og bredere allé.
Det ærgrer rådmanden for Teknik og Miljø, at der ikke blev tænkt på bedre trafikale vilkår, da Moesgaard Museum blev indviet.
»Når vi opfører vigtige turistattraktioner, skal vi selvfølgelig samtidig sikre tilgængeligheden, men der er nogle politikere, der har holdt skåltaler uden at sikre, at man er kommet i mål i forhold til trafikken. Hvis det ikke var sket i offentlig regi, tror jeg ikke, man havde fået lov til at indvie museet uden at sikre infrastrukturen.« siger han.
Det fredningsforslag, kommunen har udarbejdet, indebærer, at de lindetræer, man vil plante ved en ny og bredere udgave af Moesgaard Allé, fra plantningstidspunktet skal være 20 år gamle.