Præsteklumme: Den barmhjertige samaritaner

Som barn blev jeg passet et par gange om ugen af min mormor. Hun læste hver aften et lille stykke af bibelen højt. Jeg husker stadig den helt særlige oplevelse det var, den aften hun læste fortællingen om den barmhjertige samaritaner højt. Fortællingen om en mand der ligger såret i vejkanten, og der går mennesker forbi ham, der bare lader ham ligge uden at hjælpe. Til sidst kommer samaritaneren, og han stopper op, forbinder den såredes sår og tager ham med hen på et herberg, hvor han betaler for, at han kan bo, indtil han er blevet rask igen.

Jeg blev som lille dybt rørt og fascineret af fortællingen. Det at kunne mærkes langt ind, at her var noget agtværdig og stort på spil. Midt i en verden af vold, råhed, selviskhed og egoisme, skinnede et lys ud fra fortællingen. Et lys der lyste op i mit indre og gjorde, at jeg intuitivt vidste, at her er det, jeg tror på.

Samaritaneren, som hjælper den sårede mand, fortæller ikke den sårede, hvad han skal tro på, eller hvorfor han hjælper ham, han hjælper bare uden at sige noget. Han træder ind på scenen og gør en næstekærlig handling.

Det er ikke en tro i ord og med lange forklaringer. Det er en tro, der forkyndes i den handling at hjælpe et andet menneske, der er i nød og give ham det, han har brug for.

Det er et møde, som finder sted uplanlagt og tilfældigt på en vej nær Jeriko. Det er en tro, der viser sig og lyser ud i verden ordløs i den simple handling at hjælpe en, der er i nød.

Det er gribende, det er rørende og det er voldsomt opbyggeligt hver gang det sker.

Fascination, der er noget dybt i os, der gør at vi bliver rørt og fyldt af kraft Samaritaneren fortæller ikke ham, han hjælper, noget som helst om, hvad han skal tro på, hvorfor han hjælper, forkyndelsen af evangeliet er forkyndelsen af kærligheden, og kærligheden handler bare spontant og uden bagtanker eller beregning, forkyndelsen ligger i handlingen.