Præsteklumme: Tag en pause

De fleste af os har forstået, at motion og kost betyder en del for vores sundhed og trivsel. Det samme gælder relationer til andre mennesker. Vi har godt af at indgå i fællesskaber. De sociale færdigheder skal plejes. Dertil kommer, at det er sundt for os at være til gavn. Det frigiver ganske enkelt velgørende kemiske stoffer i hjernen. Endda så det kan måles og bevises.

Vi har også godt af mentale åndehuller. Pauser eller frirum hvor vi sorterer i tankemylder, forventninger og præstationsræs, og finder fred, ro og nærvær. Hjernen har brug for pauser, præcis som musklerne skal hvile og restituere efter aktivitet. Det handler om at give sig selv lov til at holde fri. Men dernæst handler det også om at overveje, hvad kræfterne skal bruges på, og hvad vi skal øve os i at slippe.

Man kan kalde det at komme overens med livets vilkår. Det at lære at leve med, at vi ikke selv bestemmer alt her i tilværelsen. Det er ikke kun det perfekte liv, som er et godt og meningsfuldt liv. Den tanke og livsanskuelse kan det gøre godt at meditere lidt over. Det sker helt automatisk, når store skelsættende begivenheder indtræffer i livet. Så ændres vores perspektiv, og vi tvinges til at fokusere på det virkelig vigtige. Så fortoner alt det ligegyldige sig. Men hvorfor gå og vente, hvis vi allerede nu kan blive bedre tilpas i livet og slippe noget af det, vi alligevel ikke kan ændre?

De fleste af os finder med tiden ud af at skabe frirum i en travl tilværelse. Det kan være på turen i skoven med hunden, på badmintonbanen hvor man en stund glemmer alt om både arbejdsopgaver og sig selv, eller det kan være i kunstens verden hvor musik eller litteratur løsner op for noget, så vi kan ånde lettere.

Kirken skaber også frirum. Med musik, stilhed og refleksion kan vi øve os i at sænke tempo og vende tankerne indad. Det latinske ord meditatio betyder oprindeligt at forberede sig, at overveje eller at øve sig. Vi kan øve os i at drage omsorg for vores mentale helbred ved at skabe et frirum. Ikke som endnu en ting, vi skal præstere, men som en pause fra krav og forventninger. En pause til at holde fri i og bare være.