Budget-a-hva’for-noget? Sådan lægges kommunens budget
Budgetforhandlingerne plejer at være ret fredelige i Favrskov Kommune, forklarer borgmester Nils Borring.

I slutningen af august sætter byrådets 25 medlemmer sig sammen for at lægge budgettet for Favrskov de kommende fire år. Men hvordan foregår et budgetforlig egentlig? Det har vi spurgt borgmester, Nils Borring (S), om.
Han forklarer, at det beløb, som politikerne skal fordele, cirka svarer til én procent af driftsbudgettet, mens resten er lovbestemt.
Ved et budgetseminar 23., 24. og 26. august bliver alle byrådets medlemmer udstyret med et ringbind fyldt med administrationens forslag til ’Budget 22-25’ samt partiernes ønsker og eksterne parters ønsker - såsom foreninger.
»Og så begynder vi ellers fra en ende af. Vi begynder med besparelserne og taler om, hvor vi vil gå med til at spare,« forklarer Nils Borring.
Hvor meget, der skal spares, bestemmer politikerne. Forud for budgetseminar og -forhandlinger er administrationen blevet bedt om at finde besparelser for én procent af driftsbudgettet på hvert politisk udvalg, men det er netop kun forslag, som politikerne kan vælge at følge eller ej.
»Vi gennemgå hvert eneste forslag, og så markerer vi det enten som grønt, hvis vi alle er helt enige om at beholde det, eller rødt, hvis vi alle er enige om ikke at beholde det. Hvis vi ikke er enige, så markere vi den som gul. Forhandlingerne går så ud på at nå til enighed og få fjernet alle de gule,« fortsætter borgmesteren, som tilføjer, at det i år ikke bliver, hvad han beskriver som »et jubel-budget«.
Det skyldes, at der i år er et stort pres på to tunge områder, nemlig sårbare børn og unge samt handicap- og psykiatri-området. Af samme årsag har administrationen ikke sat andre punkter på under ’udvidelser’ i årets budget, hvilket er ekstraordinært.
Fredelige forhandlinger
Selve forhandlingerne foregår 27. og 30. august.
I forhandlergruppen er de to store partier Socialdemokratiet og Venstre repræsenteret med to personer og de små partier med én person hver.
Forhandlingerne plejer at foregå ret fredeligt, forklarer borgmesteren:
»Vi har jo en tradition for, at alle partierne er med i budgetforliget her i kommunen. Vi synes også, at det er en meget inddragende proces, hvor samtlige 25 byrådsmedlemmer ved, hvad de nikker til. Det giver også et stort ejerskab til budgettet.«