»Nu er det slut med at være sammen hver for sig«
FOF Djursland er officielt genåbnet efter corona-nedlukningen og er nu klar til at invitere til utallige fællesskaber.

Torsdag eftermiddag genåbnede FOF Djursland for alvor efter corona-nedlukningen, hvor det i halvandet år har været umuligt at holde aftenskole og de utallige andre folkeoplysningsarrangementer, som FOF Djursland årligt afvikler.
FOF Djursland er i mellemtiden også rykket helt ind i bymidten i Grenaa, hvor de nu holder til i det gamle rådhus, hvor også turistinformationen holder til.
Det glæder skoleleder i FOF Djursland Lene Fribo meget over.
»Vi har i forvejen berøring med rigtig mange mennesker, og nu får vi endnu større mulighed for at møde folk og få en snak midt i byen. Det er fantastisk at vi nu kan mødes igen, for vi spiller faktisk en rigtig stor rolle for mange mennesker, som benytter sig af vores tilbud, og vi ved, at det er her, mange mennesker mødes på tværs af både sociale forhold og etnicitet,« siger Lene Fribo.
Alt det vi har savnet
Også FOF Djurslands formand Benny Hammer, som også er konservativ viceborgmester i Norddjurs Kommune, glædede sig over, at tilbuddene hos FOF igen giver mulighed for at samle folk.

»Det er en kæmpe fornøjelse endelig at kunne byde velkommen til FOF’s mange fællesskaber. Det sidste halvandet år har været udfordrende, men nu er det slut med at være sammen hver for sig. Nu trænger vi til at være og tale sammen, til at opleve og lære sammen og til at få en normal hverdag med gode rytmer og med meningsfulde fællesskaber,« noterede Benny Hammer ved genåbningen.
Idéhistoriker og tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen indtog herefter både mikrofon og klaver på Torvet, hvor han sang for til fællessang og talte om, alle de mange sociale relationer, vi har savnet under nedlukningen og vigtigheden i nu igen at kunne mødes.