Politi advarer mod boligsvindlere: Her er de fem gode råd
Det er højsæson for boligsvindel, men man kan selv gøre meget for at undgå at ryge i fælden.

Studiestarten venter lige om hjørnet, og mange unge er fortsat på jagt efter en studiebolig.
Det betyder også, at svindlere netop nu er parate til at udnytte situationen til at franarre de unge mennesker penge, oplyser Østjyllands Politi.
For nylig kunne Lokalavisen Aarhus berette om to slovakiske kvinder, der blev slemt skuffede, da den ene af kvinderne ankom til Aarhus for at se den lejlighed, som de havde lejet sammen til studiestart.
Kvinderne er dog blot to blandt mange, der må se deres penge og boligdrømme forsvinde ned i et sort hul.
Ro på
Som boligsøgende handler det generelt om at udvise sund fornuft og være lidt kritisk, lyder det fra politiet. Den vigtigste forholdsregel, man kan tage, er at se boligen, inden man overfører penge til en udlejer.
»Boligsituationen er presset, og hvis man endelig finder en lejlighed, vil mange gerne betale indskud og depositum uden at have set lejligheden. Det er primært sådan, de bliver snydt. Pengene ryger i flere tilfælde ind på en udenlandsk konto,« siger politikommissær Lasse Dyrberg til Lokalavisen Aarhus.
Han påpeger, at det bør få en alarmklokke til at ringe, hvis en udlejer har travlt med at få overført penge.
»Når der er tale om svindel, er vil udlejeren gerne have en straksoverførsel, og han vil tit presse på for, at det skal gå hurtigt. Hvis jeg var udlejer, ville jeg være interesseret i, at det foregik ordentlig for alle parters skyld. Udlejerne i Aarhus ved godt, at andre står i kø, hvis en lejer springer fra, så de har ikke så travlt, siger Lasse Dyrberg til Lokalavisen Aarhus.
Husk dokumentation
Når det kommer til udlejning på nettet, er der ikke nogen platforme, politiet kan anbefale over andre. Svindlere er der, hvor folk er.
Hvis uheldet er ude, og man er blevet snydt, kan man anmelde, at man har været udsat for svindel på politi.dk.
I den situation står man bedst, hvis man har sikret sig dokumentation. Det er ifølge politiet optimalt at have dokumentation for pengeoverførslen, hvilken konto man har overført til, og hvem man har snakket med og selve korrespondancen.
Her kan du se Østjyllands Politis fem gode råd mod boligsvindel:
