Landsretten har talt: De skal ikke betale corona-bøder for at bryde forbud om ophold
Den ene kvinde fik bøden den søndag morgen, da hun satte sig ned, mens hendes børn var på en skaterrampe. En anden kvinde fik uddelt en bøde, da hun med en veninde satte sig ned på en kantsten med en kop kaffe.

Nu står det fast, at tre personer ikke skal betale bøder for i april sidste år at overtræde et opholdsforbud, der var nedlagt på Islands Brygge i København for at forhindre smitte med coronavirus.
Tirsdag har Østre Landsret stadfæstet byrettens afgørelse om, at de tre skal frifindes for at have overtrådt forbuddet og derfor ikke skal betale bøderne, der lå på 2500 kroner hver, skriver Ritzau.
Ifølge landsretten er det ikke bevist, at de tre havde eller burde have set de omkring 100 opsatte skilte i primært A4- og A3-format, der var sat op under opholdsforbuddet i det cirka en kilometer lange område ved Islands Brygge.
De var eller burde heller ikke på anden måde have været bekendt med opholdsforbuddet, lyder det.
De tre personer - to kvinder og en mand - fik bøderne søndag 26. april 2020, efter at Københavns Politi om aftenen dagen før havde indført et forbud mod at tage ophold på Islands Brygge i København.
Det var okay for personer eksempelvis at stoppe for at binde snørebånd, men eksempelvis at sætte sig ned ville ikke være i orden.
I Københavns Byret sidste år forklarede de tre personer, at de ikke lagde mærke til skiltene den søndag, og de havde heller ikke hørt forbuddet omtalt i medierne.
Den ene kvinde fik bøden den søndag morgen, da hun satte sig ned, mens hendes børn var på en skaterrampe. Den anden, en kvinde på nu 29 år, fik uddelt en bøde, da hun med en veninde satte sig ned på en kantsten med en kop kaffe, skriver Ritzau.
kb