Første skoledag for 50. gang
Skanderborg Gymnasium kan i år fejre 50-års jubilæum.

9. august 1971 startede 76 elever, 12 lærere, en sekretær og en rektor Amtsgymnasiet i Skanderborg. I den første tid i en nybygget fløj i Stilling Skole og året efter kunne undervisningen flyttes til det nybyggede gymnasium.
Tirsdag 10. august 2021 startede 787 elever, 69 lærere, 3 sekretærer, 6 pedeller, 3 uddannelsesledere og en rektor skoleåret på gymnasiet for halvtredsindstyvende gang.
Det er naturligvis en anledning til fødselsdagsfest og dagen blev fejret af elever, ansatte og gæster blandt andet med taler af gymnasiets bestyrelsesformand Hanne Vibeke Sørensen, borgmester Frands Fischer og endelig præsenterede billedhugger Jørn Rønnau nye kunstværker i parken.

I forbindelse med gymnasiets jubilæum har Jørn Rønnau i tæt samarbejde med skolen og især med skolens pedeller fornyet og forstærket det samlede udtryk i Skanderborg Gymnasiums park.
Parken, haven, udgør samlet set kunstværket Vokseværk. Værket blev påbegyndt i 1992 i et tæt samarbejde mellem Jørn Rønnau og skolens elever og lærere og er løbende blevet vedligeholdt. Med de nye værker i parken er der nu endnu flere mulighed for eftertanke og debat og ophold. Parken er i øvrigt åben for alle året rundt.
Gymnasiets jubilæum vil blive festligholdt på forskellig vis i løbet af efteråret.
bo