Svømmetilbud i fare
Der mangler deltagere på et svømmehold, der skal erstatte kommunalt tilbud om kompenserende svømmetræning.

Pr. 1. januar smækkede Skanderborg Kommune kassen i for et tilbud om såkaldt kompenserende svømmeundervisning, et tilbud som lige godt 40 ældre i kommunen var en del af. Siden da har de ældre manglet tilbuddet i en sådan grad, at flere, som UgeBladet har talt med, melder om en mærkbar forringelse i deres funktionsniveau.
Derfor var glæden stor, da der dukkede et privat tilbud op. Udfordringer her er, at der skal være min. 42 tilmeldte, for at tilbuddet bliv er gennemført.
»Så vidt vi kan forstå, mangler der rigtig mange for at nå op på det tal, og det er vi kede af,« siger Dorte Egemose, der sammen med Jessie Husum, Viggo Pedersen og Kaj Ørting har kontaktet UgeBladet.
De understreger, at over halvandet år uden træning både for dem og for flere andre fra det oprindelige træningstilbud har kostet på blandt andet bevægeligheden.
»Derfor håber vi meget, at tilbuddet bliver til noget. Vi ved dog, at prisen på 850 kr. for 15 x 30 minutter afskrækker nogle, så det bedste ville naturligvis være, hvis Skanderborg Kommune igen kunne finde penge til træningen, som er afgørende for os,« lyder det fra de fire.
I den halve time, der træner, er der sat 10-15 minutter af til vandgymnastik.