Ny indgang til Grenaa Idrætscenter udskydes på ubestemt tid - igen
Prisen på byggeprojektet er næsten fordoblet fra de oprindelige 15 millioner kroner.

Til maj 2022 skulle besøgende i Grenaa Idrætscenter efter planen entrere centeret gennem en ny hovedindgang, som samtidig fysisk binder svømmehallen og idrætscenteret sammen.
Sådan bliver det ikke. I hvert fald ikke til maj næste år. Det konkluderede Kultur- og Fritidsudvalget i tirsdags, da udvalget skulle tage stilling til licitationstilbuddene på projektet.
Her ventede nemlig et markant anderledes økonomisk scenario end det, der i første omgang blev arbejdet ud fra.
Her lød den estimerede pris på 15 millioner kroner for det nye indgangsparti, men siden da er priserne på særligt byggematerialer strøget til vejrs. Det betyder, at den anslåede pris er næsten fordoblet, og udskrivningen for byggeriet af indgangspartiet ligger nu på 28,5 millioner kroner.
Må i forhandlinger
Allerede i foråret fik Kultur- og Fritidsudvalget pejlinger om, at prisen på projektet formentlig ville stige. Dog ikke til det nuværende niveau, og derfor afslog udvalget da også licitationstilbuddet, da det lå langt uden for den først fastsatte budgetramme.
Jeg synes ellers, vi havde været forudseende og også ventet en prisstigning, men det er klart, at beløb som de her kan vi ikke bare sidde og godkende.
Det betyder dog ikke, at projektet skrottes helt, men i stedet bliver det nye indgangsparti formentlig en del af de kommende forhandlinger om kommunens budget for 2022. Det fortæller formand for Kultur- og Idrætsudvalget Lars Østergaard (V).
»Havde prisen været 20 procent højere end det anslåede, så kunne man måske finde ud af at finde pengene, men jeg tror, at det her skal igennem budgetforhandlingerne. Jeg synes ellers, vi havde været forudseende og også ventet en prisstigning, men det er klart, at beløb som de her an vi ikke bare sidde og godkende,« konstaterer Lars Østergaard.
Forventes gennemført
Da byggeriet blev projekteret, fik politikerne flere valgmuligheder til, hvordan det nye indgangsparti kunne se ud.
Her blev sammenbygningen af idrætscenteret og svømmehallen foretrukket, og det har da også hele tiden været det, udvalgsformanden foretrak.
Selv om det nu er blevet væsentligt dyrere, betyder det dog ikke, at Lars Østergaard har opgivet denne løsning.
I projektet ligger således også en efterhånden presserende reparation af idrætscenterets tag, og derfor regner Lars Østergaard med, at resten af kommunalbestyrelsen fortsat vil bakke op om helhedsprojektet, som egentlig blev vedtaget helt tilbage i 2017, før kommunekassen sprang læk i 2018.
»Det her er jo ærgerligt, for siden projektet blev lavet, har kommunen været i økonomiske problemer. Dem er vi ovre nu, så det er ærgerligt at igen skulle udskyde, men min min forventning er, at det det store projekt, hvor svømmehallen og idrætscenteret kobles sammen, stadig bliver gennemført, selv om det bliver forsinket,« siger Lars Østergaard.