420 boligers mulige placering skaber frustration i Skæring
I to år har Aarhus kommune arbejdet på temaplanen ’Arealer til alle boligtyper’. 3600 nye boliger skal fordeles i 13 lokalområder. Et af disse lokalområder er Skæring, hvor forslaget til placeringen af 420 nye boliger skaber både vrede og bekymring i lokalområdet.

Mikkel Pedersen og Michael Breum Ramsgaard står på gruset ved siden af cykelstien og kigger på markerne bagved Gartnergården i Skæring. Et stort åbent område, hvor der muligvis skal opføres 420 parcelhuse i den nærmeste fremtid. Hverken Mikkel Pedersen eller Michael Breum Ramsgaard mener, at placeringen fungerer.
»Den bynære natur er en definerende faktor for Skæring. Det er vores store aktiv herude! Det er det der fastholder og tiltrækker folk,« siger Mikkel Pedersen og fortsætter.
»Der er mange børnefamilier herude, og daginstitutionerne, der ligger tæt på, bruger det her område rigtig meget. De nærstuderer kriblekrabledyr, som de kalder dem. De går herned flere gange om ugen. Det ville da være et kæmpe tab, hvis de skulle miste det.«
En chance for at ytre holdninger
Både Mikkel Pedersen og Michael Breum Ramsgaard har haft en oplevelse af, at ændringerne i deres lokalområde sker uden inddragelse af borgerne.
»Man føler, det foregår hen over hovedet på en. Jeg læste i et notat fra Teknisk Udvalgs møde engang i maj, at mit vejnavn bliver nævnt i forbindelse med bebyggelsen. Hvorfor har jeg ikke fået det at vide? Skal jeg virkelig selv sidde og pløje alle byrådsreferaterne igennem?« siger Michael Breum Ramsgaard.
»Ja, det var nærmest et lucky punch, at vi overhovedet hørte om det her,« supplerer Mikkel Pedersen og fortæller, at han jævnligt bliver mødt med overraskelse, når han fortæller om planerne for byggeriet.
»Vi gør folk i lokalområdet opmærksomme på det, og de fleste svarer nej, det kan da ikke passe, ikke det område.«
Michael Breum Ramsgaard stemmer i. Han kritiserer politikerne for ikke at inddrage lokalbefolkningen i processen.
»Jeg synes, der mangler noget initiativ fra politikerne. Stil op til nogle borgermøder, tag initiativ til noget, hvor tingene bliver fremlagt, og hvor befolkningen har en chance for at ytre deres holdninger.«
Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, mener tværtimod, at forslagene til udbygning af boliger har været gennemsigtige og kommunikeret ret massivt ud.
»Planerne er bestemt ikke hemmelige. Det var været til stede i medierne, det har været på byrådets dagsorden, og vi har en høring, hvor alle, der har en interesse i at være med til at præge og udvikle, har mulighed for det. Og processen i forhold til borgernes inddragelse er først lige begyndt, så vi er langt fra afslutningen.«
Ja til udvikling, nej til afvikling
Mikkel Pedersen og Michael Breum Ramsgaard arbejder sammen med deres medborgere på et høringssvar med et alternativt område til de 420 boliger.
»Vi håber, at politikerne er lydhøre for, at den første løsning ikke nødvendigvis er den bedste. Vi er bestemt ikke imod udvikling herude. Men vi er meget imod afvikling af vores natur. Her rammer man naturen. Og det er politikerne selv, der siger, at de vil udvikle med respekt for naturen,« siger Mikkel Pedersen.
Bünyamin Simsek ser frem til at høre lokalbefolkningens tanker og ønsker for udbygningen. Han påpeger, at forslaget til placeringen blot er et udkast.
»Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvilke andre alternative områder, borgerne bringer i spil. For mig er det ikke det vigtigste, at vi lander på det, som vi har peget på. For mig at se er det vigtigste, at vi samlet set i hele Aarhus kommune, i vores oplandsbyer, leverer blandede boligtyper til alle, så vi kan fastholde endnu flere børnefamilier,« siger Simsek og fortsætter.
»Men også så vi kan sørge for, at vi ikke kun bygger højt i midtbyen. Vi skal også bygge i vores opland, så vi kan få flere række- og parcelhuse, da det er en mangelvare.«