Sorte Vagn er død: »Han stod op for de svage og havde sine meningers mod til det sidste«
Adresseavisen Syddjurs har fra Anette Malling modtaget mindeord om hendes far, Vagn Jensen, der arbejdede i en lang årrække på Grenaa Havn.
»Vagn Jensen, kranfører på Grenå Havn i en menneskealder er død efter kort tids sygdom 10. august - han blev 81 år.
Vagn Jensen voksede op i brunkulslejrene, hvor han og hans brødre lærte at køre gravemaskine.
Han arbejdede i 1960’erne som maskinfører hos Hoffmann og sønner med anlægsarbejde i hele landet.
Familien slog sig ned i Grenaa, da han blev headhuntet af havnefogeden til at køre den nye kran, havnen skulle anskaffe.
Vagn Jensen var firmaets mand og havde mange gode år på havnen. Han fortsatte med at have vagter og arbejdede også med oprensning af Kolind Sund til han var over 70 år.
De sidste år boede Vagn og Birthe i Viborg, hvor han har været alt mulig mand for sine nye naboer.
Han var kendt som Sorte Vagn på Grenå på grund af sit sydlandske udseende. Vagn var en ægte arbejder, var et kærligt og engageret menneske, som stod op for de svage og havde sine meningers mod lige til det sidste.
Verden har mistet et stort menneske.
På familiens vegne, Birgit og Anette.«