Rikke hjælper de hjemløse: »Jeg elsker de mennesker«

»Hej. Må jeg godt lige sætte mig her? Har du haft en god sommer, Rikke?«

Ordene kommer fra en af brugerne af Værestedet i Jægergårdsgade, og de falder til 41-årige Rikke Dam Brøndum Sejthen, der i næsten ti år har hjulpet de hjemløse til at få en bedre tilværelse.

»Jeg elsker de her mennesker. De er så søde alle sammen, og de er så taknemmelige. De har oplevet meget lort i deres liv, og jeg møder dem, når de har det dårligt, men de bliver så glade, når de bliver forkælet. For eksempel når de har fået ordnet fødder og været ved frisør, eller når de får noget nyt tøj. Mange af dem siger til mig: ’Du kommer, fordi du har lyst til det, ikke fordi du får løn,« siger Rikke Dam Brøndum Sejthen med et stort smil.

Et skaffedyr

Gennem årene er det blevet til julefrokoster, personlige julegaver, udflugter, kage, mad, tøj og mange, mange andre ting, som hun har skaffet.

»Jeg er lidt et skaffedyr. Hvis de mangler noget, så skaffer jeg det. Jeg har et stort netværk, jeg trækker på, og så har jeg penge i min nonprofit-organisation Hjemløs i Aarhus. De her mennesker fortjener alt det bedste i deres liv. Mange er blevet skuffet af systemet og har haft det forfærdeligt. Hvis jeg kan gøre en lille forskel i deres liv, så bliver jeg glad. Jeg er ikke den, der kommer til at svigte dem, og derfor bliver jeg også ved med det, jeg gør,« siger Rikke Dam Brøndum Sejthen, der tabte sit hjerte til de hjemløse, da hun for en del år siden på tv så, at der var en mand, der ville give en julefrokost til de hjemløse.

Hun fandt ham på Facebook og sagde, at hun gerne ville hjælpe, og derefter tog det fart. Idéerne stod i kø, og hun stiftede Hjemløs i Aarhus.

Hun holder sit ord

At Rikke er et skaffedyr kan Ove Abildgaard, social koordinator på Værestedet, nikke genkendende til.

»I starten da Rikke kom her, tænkte jeg: ’Hvad er nu det her? Hun havde en masse idéer og var altomfavnende, og jeg tænkte, hvor længe holder det? Men det viste sig, at hun er vedholdende, og hun svigter ikke, når hun har lovet noget. Hun har formået at spille en stor rolle hos os, blandt andet med vores tøjlager, som hun har lavet helt om,« siger han og fortsætter:

»Det betyder noget for dem, der kommer på Værestedet, at der er mennesker, der ser dem og møder dem, hvor de er, og som tager problemerne seriøst. At de ind imellem får konkret hjælp med for eksempel tøj eller sko viser, at hun kærer sig om dem. Det betyder meget, og den opmærksomhed kan man vokse på. Det har imponeret mig meget, at hun bliver ved - det er ikke bare en døgnflue. Ind imellem tager hun sin far og nogle frivillige med her ned en lørdag, og så laver de mad til hele banden - det er fandme i orden.«

Ønske om foodtruck

Pengene til organisationen kommer fra fonde, og derudover har hun fået en donation fra en anonym giver. To gange har vedkommende sendt henholdsvis 100.000 og 110.000 kroner i hendes retning.

De penge er indtil videre lagt til side. Hun har nemlig en plan for, hvad hun skal give Værestedets brugere næste gang.

»Jeg er ved at samle penge ind til en foodtruck, men jeg mangler over 200.000 for, at det kan lade sig gøre. I weekenderne har brugerne kun mulighed for at få aftensmad på Værestedet, så jeg vil gerne stille med et hold af frivillige og en foodtruck, så de socialt udsatte kan få morgenmad og frokost fra den i weekenderne. Min tanke er også at holde fødselsdag for dem. Det kunne for eksempel være den sidste hverdag i en måned, og så bliver alle, der har haft fødselsdag i den måned, fejret med hele molevitten,« siger Rikke, der er meget beæret over, at hun har fået doneret så mange penge fra én glad giver.

Interviewet bliver afbrudt. Der kommer en af de socialt udsatte hen og sætter sig på bænken ved Værestedet, hvor Rikke sidder. De smalltalker lidt. Det er ikke den eneste gang. Hun er en kendt kvinde i miljøet, og hun er på fornavn med dem alle.

Hun fortsætter:

»Jeg vil gerne udstyre foodtrucken med hjerter, og hvis man så har doneret penge til den, kan man få sit navn på. Jeg har planer om, at hjerterne skal være i forskellige farver, alt efter hvor mange penge man har doneret.«

Julen er hjerternes fest

For Rikke handler det om, at hun med sine gerninger kan forkæle de socialt udsatte. Derfor gør hun også ekstra meget ud af, at de skal have det godt juleaften, og julen er jo som bekendt hjerternes fest.

»Jeg elsker at shoppe, og jeg har været ude og købe en personlig julegave til dem alle. De fik at vide, at det måtte koste 400 kroner, men der er nogen, der bare har ønsket sig fem pakker cigaretter eller et farverigt halstørklæde. Jeg har fået støtte fra Salling Fondene til at kunne gøre det,« fortæller hun smilende og fortsætter:

»Der er nogen, der slet ikke kan vente, til deres navn bliver råbt op. At se deres glæde er det hele værd for mig. De er så taknemmelige, og det er den glæde, der gør, at jeg har lyst til det her. For nogen er juleaften også hård, og de vil gerne bare have den overstået.«

Ked af det og vred

Selv om de socialt udsatte giver hende meget glæde, så følger der også ind imellem vrede og en følelse af at være ked af det.

Det er dog ikke dem, hun bliver sure på, men andre mennesker og systemet. For eksempel da en socialt udsat var faldet ved Den Spanske Trappe i Aarhus, og ingen hjalp ham. Han lå hjælpeløs og forhutlet.

»En af mine bekendte ringede til mig og fortalte det. Jeg skyndte mig derover og fik ringet efter en ambulance. Jeg bliver så vred, når folk har lyst til at gå over på den anden side af gaden, når de ser en hjemløs. Der er ikke nogen, der har valgt det - der er ingen, der bliver født og så tænker: Jeg skal være hjemløs. Men der er sket nogle ting for de mennesker, der gør, at de er havnet i den situation. Og vi skal huske på, at vi ikke kender andres skæbne.«