Fredensvang Runddel lukker i to døgn
Et større gravearbejde for at reparere fjernvarmenettet betyder, at Fredensvang Runddel i Aarhus lukkes henover weekenden.

Hver dag benytter adskillige køretøjer sig af Fredensvang Runddel i Aarhus, men fra fredag til søndag er det ikke en mulighed, da et omfattende gravearbejde lukker den trafikerede rundkørsel.
Det oplyser AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.
Fredag klokken 18.00 går gravemaskinerne i jorden, og det forventes, at arbejdet er afsluttet igen inden klokken 20.00 søndag aften. Lukningen skyldes, at der er en utæthed i fjernvarmenettet under rundkørslen, hvilket betyder, at rørene skal udskiftes.
Under Aarhus løber der ifølge AffaldVarme Aarhus cirka 134 kilometer transmissionsrør, der er »fjernvarmens motorvej«, som det bliver formuleret i pressemeddelelsen. Det er de rør, der skal repareres ved Fredensvang Runddel. Ud over transmissionsrørene ligger der 2.300 kilometer distributionsrør, som er de rør, der bringer fjernvarmen fra ”motorvejen” og ud til kunderne.

»Det er heldigvis ikke særlig tit, at vi ser brud på vores fjernvarmerør. Og det skyldes især, at vi løbende vedligeholder dem og udskifter rør, som ikke kan holde mere. Aarhusianerne skal kunne regne med, at der altid er varme,« siger Elsebeth Arendt, der er fjernvarmechef hos AffaldVarme Aarhus, i pressemeddelelsen.
jwh