Opdateret: Muligt kultur-og fritidscenter til eksamen hos politikerne
IF Midtdjurs vil gerne bygge kultur-og fritidscenter i Ryomgård. Menighedsrådet trak sig ud. Nu skal politikerne kigge på projektet igen.

Et politisk møde onsdag eftermiddag vil vise, om de ændrede og reviderede planer for et muligt kultur-og fritidscenter i Ryomgård ved hallen bliver til noget i denne omgang, eller om politikerne langsomt vil trække tæppet væk under det og lade Ryomgårds idræts- og kulturliv begynde forfra med planerne om et samlet kultur-og fritidscenter i byen.
Umiddelbart ser det ud til, at politikere i udvalget er positive overfor de nye byggeplaner, der blev bremset før sommerferien, da menighedsrådet med få stemmers flertal valgte at trække sig ud af byggeriet.
»Jeg mener stadig godt det kan lade sig gøre. Det er stadig et godt projekt. Lad os se, om vi kan blive enige i udvalget,« siger Riber Hog Anthonsen (V), formand for udvalget for plan, udvikling og kultur (PUK).
(Præcisering efter tidligere version af artiklen, rettet kl. 16.16. 10 august.)
IF Midtdjurs har allerede forhåndstilkendegivelser fra Sparekassefonden på 1,46 mio og 1,4 mio fra Syddjurs Kommune. Derudover står der 400.000 kroner på egen bankbog, oplyser Allan Nørgaard. Adresseavisen beklager den tidligere formulering.
Økonomien er vigtig
Han understreger:
»Der er ingen tvivl om, at jeg er lidt usikker på økonomien i det. Det skal kunne hænge sammen økonomisk og jeg så meget gerne, at der var mere sikkerhed i det.«
Michael Mikkelsen (løsgænger) i Syddjurs Byråd og medlem af PUK-udvalget er på linje. Han stiller i et læserbrev i sidste uge en del spørgsmål til driften og organiseringen af et kommende kultur-og fritidscenter i Ryomgård og efterlyser blandt andet svar på: »Hvordan idrætsforeningen, IF Midtdjurs ser på, at der skal være personale til at drive centeret og at disse skal aflønnes og at driften i et center skal være økonomisk bæredygtigt?«
Hovedbestyrelsen fra IF Midtdjurs har fremlagt deres tal og bud på, hvordan driften skal klares, når og hvis det nedskalerede byggeri på 756,4 kvadratmeter bliver til noget.
De regnskabstekniske tal og mellemregninger undlader vi at bringe her, men i det store hele lægges der op til, at kommunen optager et kommunelån og dermed lægger penge til side for at garantere for lånet.
Tegningerne viser en festsal på 258,5 kvadratmeter, et køkken og caféområde på 186,6 kvadratmeter, mødelokaler på 78,4 kvadratmeter, samt en multisal på 156,6 kvadratmeter. Herudover skal halvdelen af det gamle klubhus rives ned, for at give plads til det nybyggede kultur-og fritidscenter.
Et kladdedokument?
Hovedformand for IF Midtdjurs, Allan Nørgaard har fået lov til at deltage i onsdagens møde de første ti minutter for at fortælle om de nyreviderede planer.
Han mener, at foreningen har svaret fyldestgørende på kommunens spørgsmål selvom der i sagsakterne findes et notat: ’Om driftsøkonomien i Kultur- og Fritidscenter’.
Det er tydeligvis ikke afsluttet, da der både står ubesvarede tekniske spørgsmål, hvor det bedes undersøgt nærmere, desuden står der to konklusioner nederst:
»[Ud fra disse overvejelser vurderer administrationen, at budgettet er realistisk, men at det klart vil blive forbedret, hvis det finansieres via Kommunekredit.] / [Ud fra disse overvejelser vurderer administrationen, at budgettet er skrøbeligt overfor ændringer i de opstillede forudsætninger, hvis det ikke finansieres via Kommunekredit.] Hvilken af de to formuleringer vi skal vælge afhænger af de oplysninger vi får i den kommende proces,« sluttet notatet.
Men det er der styr på, bedyrer Allan Nørgaard.
»Det er tydeligvis et kladdedokument der er skrevet ind. Vi har svaret på de spørgsmål,« forklarer han.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
Han håber, at politikerne nikker ja, så byggeriet kan stå færdigt i foråret 2022.
»Hvis vi som planlagt får ansvaret, så er der helt klart ting vi kommer til at lære af og kommer til at gøre anderledes på sigt. Vi gør det her for byen, ikke for vores egen skyld,« lyder det.
Det vil også få konsekvenser for IF Midtdjurs’ økonomi, hvis projektet skrinlægges.
»Vi har et klubhus, hvor vi kun har lagt taget på den halvdel der skal bevares, da den anden del i den grad trænger til renovering. Hvis planerne udsættes, skal vi finde en løsning på det.«
Hvad nu hvis politikerne afviser projektet?
»Det her forløb har været meget trættende. Der har været mange ting der har skullet undersøges. Vi i hovedbestyrelsen er ved at være metaltrætte. Hvis det bliver lukket ned, så må andre tage over og så må kommunen selv gøre noget for at finde de foreninger der skal sørge for et kommende kultur-og fritidscenter,« svarer Allan Nørgaard.
Distriktsråd med ind
I løbet af ferien har kommunens embedsfolk holdt møder med både menighedsrådet, IF Midtdjurs og Ryomgård Distriktsråd.
Ifølge et referat vil menighedsrådet gerne være med i et nyt fælles projekt et sted i Ryomgård, det kunne være ved hallen, men også andre steder. Menighedsrådet anbefaler, at man lige lader tiden råde, så man kan finde den bedst mulige løsning for Ryomgård.
Ryomgård Distriktsråd er blevet spurgt om man vil være med i det allerede planlagte projekt ved hallen og forvaltningen har udarbejdet flere løsningsforslag til, hvordan det kan lade sig gøre og hvordan det kan finansieres.
(Præcisering efter tidligere version af artiklen, rettet kl. 16.16. 10 august.)
IF Midtdjurs har allerede forhåndstilkendegivelser fra Sparekassefonden på 1,46 mio og 1,4 mio fra Syddjurs Kommune. Derudover står der 400.000 kroner på egen bankbog, oplyser Allan Nørgaard. Adresseavisen beklager den tidligere formulering.
Spørgsmålet er om det er nok til byggeriet og om driften kan bære fremover, det skal politikerne tage stilling til onsdag.
Distriktsrådet har ingen penge at bringe ind i projektet. Foreningerne bor gratis i det tidligere posthus, så en eventuel medfinansiering skal alligevel betales af kommunens kasse. Det skitseres der er par løsninger på. Fælles for dem alle er, at kommunen dermed (igen) betaler for Ryomgård Distriktsråds husleje de kommende år. Det kunne der være andre distriktsråd i Syddjurs der godt kunne se det principielle i.
Distriktsrådet og en del andre foreninger har til huse i det tidligere postcenter og man pusler med tanken om at lade dem indrette sig på de 78 kvadratmeter i et kommende kultur-og fritidscenter. Her skal der så være plads til et mødelokale, samt et større område, hvor der kan etableres blandt andet bogcafé, whist i Ældresagen, aftenskoleundervisning, foredrag og koncerter.
»Vi kunne udmærket blive hvor vi var, men ud fra en betragtning om, at man kunne samle en del foreninger og kultur ét sted, så har vi sagt ja til forslaget om at få 78 kvadratmeter med plads til bogcafé og andre aktiviteter. Vi er dog spændte på, hvordan vi vil få plads til for eksempel større koncerter og foredrag, når vi skal låne lidt større lokaler, men vi går ud fra, at der kan findes en god løsning på det,« siger Ryomgård Distriktsråds formand, Kirting Olesen.
Distriktsrådet har dog påpeget, at der ikke ville blive plads til visse foreninger, som for eksempel ’Rollespil I Ryomgård’, der bruger en del plads og mødes på en del tidspunkter i løbet af ugen.