Så er det op fra stolene bankospillere
Eventuelt overskud går til støtteforeningen BODIA.

Nu hvor alt mere eller mindre er blevet ”normalt” igen, starter Auning Bibliotek op med motionsbanko. Det sker torsdag 26. august fra klokken kl. 18 til 21.
Efterfølgende vil det blive torsdag 16. september klokken 18 til 21 og derefter på lørdage fra klokken 10 til 13 resten af året på datoerne 9. oktober, 6. november og til sidst juleudgaven 4. december.
I år deltager biblioteket i projekt »Sammen i bevægelse«.
I sig selv er motionsbanko jo bevægelse, men der er et par overraskelser, som gør det lidt anderledes i denne sæson.
Børnene får udleveret en ekstra bankoplade, hvor der vil være forskellige opgaver som de skal løse undervejs på ruten.
I stedet for den litterære quiz, vil der være en quiz hvor både litteratur og bevægelse er omdrejningspunktet i spørgsmålet.
”Så kom og få en dejligt tur rundt i Auning og afslut dagen med en god gang motion og nyd samværet om, at finde numrene og håbe på, at der er gevinst”. Lokker Auning Bibliotek.
Frisk luft inden sengetid, skaber altid en dejlig søvn, både for børn og voksne. Samtidig er det en fantastisk måde, at træne tal med børn på.
Sammen med BODIA
Motionsbanko arrangeres i samarbejde mellem Auning bibliotek og Støtteforeningen BODIA, der vil være start og mål ved biblioteket.
BODIA er en upolitisk støtteforening, der har til formål at skaffe midler til støtte for børnehaverne og dagplejen i Auning og omegn. Støttemidlerne anvendes ubeskåret til bedre vilkår i Institutionerne og dagplejen. Blandt de mange ønsker kan nævnes: Svømning/gymnastik, madordning, musikpædagog, forbedring af legeplads, og meget andet.
Bankopladerne købes på biblioteket, og der får man udleveret et kort, hvor ruten er tegnet ind på.
Det vil være muligt at deltage både med barnevogne og kørestole. Man kan vælge enten at gå eller løbe turen rundt.
Når man kommer tilbage på biblioteket tjekkes pladerne, og hvis man er så heldige, at der er en fuld plade, vil der være et udvalg af præmier, som man kan vælge imellem. Der vil både være præmier til børn og voksne. Såsom bolde, bøger, spændende pakker, gavekort osv. Derudover vil man kunne få et glas saftevand til at slukke tørsten med.
Overskuddet fra salget af bankopladerne går ubeskåret til BODIA = Børnehaverne og Dagplejen i Auning og omegn er følgende institutioner: Børnehaverne Nyvang, Skovvang Auning, BetteBo Øster Alling, samt Dagplejen i Distrikt Øst.
Alt arbejdet i BODIA udføres frivilligt, og derved går alle pengene der samles ind til, at give børnene en sjovere hverdag.
Hver institution kommer med ønsker om hvad de mangler, derved opnår vi det bedste udnyttelse af pengene, da det specifikt er det de står og mangler og ikke selv har penge til at købe.
Så kom ned på Auning bibliotek og slå 2 fluer med et smæk og både få motion og samtidig støtte en god sag.