Parkour i Aarhus: Frygt, fokus og ro i sindet for Momo

»Årh, hvor sejt!« råber en dreng med regnbuekasket og skoletaske på.

Han er måske seks år gammel. Han er stoppet op for at kigge på Moumen Machlah eller Momo, som han bliver kaldt. Momo står på nogle vandrette bjælker tre-fire meter over ham. I baggrunden kan man høre en svag brusen fra Agnete og Havmanden-springvandet. Bjælkerne hænger over den lille sti, der leder ind til Rådhusparken.

Han starter på den yderste, tager afsæt, og som var der fjedre i de hvide træbjælker, hopper han let og elegant over på den næste, der er mere end to meter fra udgangspunktet. Han balancerer ud til græsstykket ved siden og kigger ned på den lille fyr, der har bøjet hovedet så langt bagover, som nakken tillader. Drengen smiler stort og afslører en manglende fortand.

Momo griner hjerteligt ned til ham og takker.

»Jeg har øvet mig meget længe. I 11 år faktisk. Så du må love mig, at du ikke prøver at gøre det samme som mig,« svarer han drengen og får et venligt, takkende nik fra kvinden, der står bag drengen. Måske er det hans mor.

Frygt skaber fokus

24-årige Momo er vokset op i Toveshøj. Han beskriver sig selv som barn, mens han kører hånden igennem sit sorte krøllede hår.

»Som 11-årig stoppede jeg med at lege og begyndte at spille computerspil. Jeg var tyk og dårlig motorisk. En dag så jeg en video på nettet af en fyr, der dyrkede parkour. Jeg var 13 år på det tidspunkt, og nogenlunde samtidig var der en workshop i Gellerup, hvor man kunne møde trænere fra Aarhus Parkour og prøve sporten af.«

Det føltes naturligt for ham. Træningen. Og så fandt han ud af, at parkour kunne hjælpe i situationer, der ellers hæmmede ham.

»Jeg var bange for højder, da jeg startede. Hvis jeg bare kom to meter op over jorden, fik jeg det dårligt. Parkour fik mig til at udfordre det. Jeg øvede ved at kravle et par meter op, placere mig dér og arbejde mig igennem frygten. Når jeg var klar, kravlede jeg en meter højere op. Og så endnu en. Jeg tog det meget personligt og seriøst at bekæmpe det.«

Momo har ikke lagt sin frygt fra sig. Det tror han ikke på, at man kan. Men han har lært at bruge frygten. Den holder ham fokuseret.

Hvad er parkour?

Det er svært at definere, hvad parkour egentlig er, mener Momo. Det er en gadeplanssport, hvor det handler om at komme fra A til B på den mest effektive måde. Man bruger byens bygninger, stræder og flader. For nogen handler det om hastighed, for andre om kunstnerisk udfoldelse. Det er både sjovt og hårdt. Og så udfordrer det evnen til at kontrollere sig selv:

»Alle parkourudøvere taler om kontrol. Selvkontrol, selvindsigt. Det er indlejret i parkour, at man ikke kan komme uden om sine indre udfordringer. Det snakker vi meget om i Aarhus Parkour,« fortæller Momo og refererer til parkourklubben, hvor han selv arbejder som træner.

»Det gør ikke noget, at du er bange. Alle er jo bange for at slå sig. Vi bruger ikke beskyttelsesudstyr i parkour, hvilket også gør, at udøverne tager det meget seriøst,« forklarer han og fortsætter.

»I Aarhus Parkour siger vi, at det handler om det tekniske, det styrkemæssige og det mentale. Hvis du ikke har det mentale med dig – hvis du for eksempel har oplevet en masse nederlag, der påvirker din selvtillid – kan du ikke dyrke parkour. Så det bliver der arbejdet med konstant. Man anerkender, at man er nervøs for noget, og så forbereder man sig grundigt. Og gør det alligevel.«

Denne selvindsigt handler i høj grad om at vide, hvor ens egen frygt ligger. Så man kan udfordre den:

»Man skal finde det sted inde i sig selv, hvor komfortzonen ligger. Og så træde et lille skridt frem. Det er lige præcis dér, på kanten af din komfortzone, at du kan gribe frygten. Derfra kan du træde tilbage igen til komfortzonen, men du har rykket dig et lille stykke. Det lille skridt får hjerterytmen op. Du er dybt koncentreret og fokuseret. Parkour kan noget helt specielt på den front.«

Parkour i Aarhus

For nogle år siden tog Momo til Dubai, hvor han kunne nyde udsigten fra 114 etagers højde. Det meste af turen op skete, som det ville for de fleste; med elevator. Dog stod han af inden toppen og klatrede det sidste stykke. Han endte på lige fod med byens skyskrabere. Et sådan syn kunne måske få Aarhus til at blegne i sammenligning. Men sådan har Momo det ikke:

»Udsigten er vild i Dubai, men Aarhus kan noget helt specielt. Fordi der er relativt fladt, og Aarhus ligger ud til en bugt, kan man se, hvordan hele byen er en bakke ned mod havnen, når man er oppe på et tag. Det giver den her halve tallerken-udsigt, som bare er helt speciel, fordi man kan se rigtig langt. I Dubai ser du bare den ene skyskraber efter den anden.«

Dog er det ikke kun udsigten, der gør Aarhus til en god by at dyrke sporten i. Ifølge Momo har Aarhus mange spots; altså steder, der egner sig særligt godt til parkour. For eksempel enkeltstående mure, forskellige overflader og niveauforskelle. Momo har bevæget sig rundt på de fleste flader rundt omkring i byen. Han har også klatret op på blandt andet Aros og rådhuset. Men gode parkoursteder handler om meget mere end høje bygninger. Det handler om detaljer. På spørgsmålet om et drømmeparkoursted, svarer han sikkert:

»Der er rigtig mange gamle facader på Strandvejen med mange detaljer, som er spændende. Men man kan ikke bare kravle op, hvor man vil. Der bor mange mennesker, og folk på gaden kan blive forskrækkede, hvis de ikke er klar over, hvad der foregår.«

Adrenalinkick eller sindsro

En udbredt misforståelse omkring parkour er, ifølge Momo, at disciplinen skulle handle om adrenalin og det kick, der følger med.

»Jeg hader adrenalin. For nogle dage siden var der noget parkour, jeg gerne ville lave, men min krop var fuld af adrenalin, og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne gøre det. Den fjerner den totale kontrol. Benene ryster en anelse, når man løber.«

Han sammenligner følelsen med et mareridt, hvor man forsøger at løbe fra noget, der jagter en, men benene vil ikke makke ret.

»Det er præcis det samme med parkour og adrenalin. Det bliver ustyrligt og fjerner fokus. I parkour vil man gerne have dybe indåndinger, sindsro og koncentration. Og leve i det nu, man er i. Det er dér, parkour er allerbedst. Dér, hvor man er i zen, eller hvad vi nu skal kalde det, og hvor det ene øjeblik naturligt afløser det andet. Du tænker på hvert skridt frem for at tænke på det, du skal lande på. Du tænker ikke på din vej op. Du tænker kun på det, du har gang i lige nu og her. Og det kan du ikke, hvis du er skæv af adrenalin. Så flyver dine tanker rundt i hovedet, og det er ikke noget, som hverken jeg eller de parkourudøvere, jeg kender, efterstræber.«

Eksponeret Aarhus-dreng

I foråret delte Anders Hemmingsen – danskeren med det største antal følgere på Instagram i Danmark – en video af Momo, der klatrede op ad en bygning på Store Torv i Aarhus. Videoen gik viralt, og pludselig gik Momo fra at være et kendt ansigt i det danske parkourmiljø til et fænomen på Tiktok med over fem millioner visninger. ESPN, BBC og mange flere viste videoen på deres sendeflader.

»Det stak af. Jeg gik fra at have 2.500 følgere på Instagram den ene uge til 20.000 den næste. Det er fedt, at det er parkour, der bliver eksponeret. Jeg bliver glad over, at nogen ser videoen og føler sig inspireret til måske selv at prøve disciplinen af. Det var også sådan, parkour blev kendt i den brede befolkning til at starte med. Nogen delte en video,« fortæller han.

Selvom Momo har fået en del opmærksomhed for sine præstationer, regner han ikke med at ændre noget i sin måde at leve sit liv på.

»Mit liv er ikke vendt på en tallerken. Det er klart, at der følger anerkendelse med, lettere tilgængelighed og flere tilbud, men det betyder ikke så meget i min hverdag. Jeg vil gerne læse statskundskab om morgenen, hvor jeg lader som om, jeg kan følge med i de tykke bøger på kandidaten og dyrke parkour om eftermiddagen. Det gjorde jeg før, og det vil jeg helst bare blive ved med at gøre.«