Præsteklumme: Små sten i kopper og 250 skridt

”Haj daj” var det første hun sagde om morgenen.

”Haj daj” betyder hej med dig - tror jeg nok.

Ordene kom fra mit barnebarn, Fallon, som i anledning af sommerferien og hendes forældres bryllupsdag skulle overnatte hos mormor og ”Bobar”, min mand (der egentlig hedder Henrik, men det kan man bare ikke sige, når man er 20 måneder…)

Vi havde brugt det lille sommerferie-ophold på vigtige ting:

Vi havde flyttet småsten over i kopper. Videre til rygsækken og tilbage i kopperne igen. Mange gange. Rigtig mange gange.

Vi havde gået måske 250 skridt i haven, for når benene ikke er længere, så er der langt op til de 10.000 skridt, som vi andre dagligt stræber efter at nå.

Og vi havde studeret den døde sommerfugl, som vi fandt på fortovet, og som vi nu opbevarede i et glas: De fine vinger, støvet, der udgjorde et mønster så fint og detaljeret, at kun et lille barn eller sommerfugleentusiaster opdager dem. Kun, hvis man giver sig tid til at studere mønstrene indgående, opdager man alle de fine detaljer.

Og det har man tid til, når man passer sit barnebarn. Og har ferie.

Ferien er for manges vedkommende ved at være brugt op, og nu venter eftersommeren, høst og efterår.

Forhåbentligt er batterierne ladet godt op. Nogle har været ude i verden, andre har tilbragt ferien i vores eget land. Nogle har daset ved en swimmingpool. Andre har måske vandret i bjerge. Nogle har camperet - der er utallige måder at holde ferie på.

Lige så forskellige vi er, når det kommer til ferie – lige så forskellige er vores forhold til kirken og troen. Og hvor er det skønt, at der er plads til den forskellighed.

Hver søndag prædiker landets præster over den samme evangelietekst. Hvordan vi fortolker den, er til gengæld vidt forskelligt.

Eftersommeren i kirken byder på mange gode prædikentekster: Den barmhjertige samaritaner. Helbredelsen af de ti spedalske, opvækkelsen af enkens søn i Nain og lignelsen om pladserne ved bordet. Masser af gode fortællinger, som vi kan vende og dreje - og igen og igen finde nye perspektiver i. Perspektiver, som beriger vores liv, og som måske kaster lys ind over aspekter i tilværelsen, som vi ikke havde set før. Det er rigdommen i kristendommen, synes jeg. At der er så mange forskellige måder at forstå og fortolke Biblens tekster på.

Alle disse kernefortællinger i kristendommen svarer til at se på en død sommerfugl i timevis.

Som Fallon og jeg kunne kigge, studere og røre sommerfuglen forsigtigt, sådan gør vi i kirken søndag efter søndag, når vi analyserer og kigger og vender og drejer teksterne. For at skrive en prædiken er at kigge på en tekst, som man vel at mærke har set og læst hundredvis af gange før, men som man måske alligevel kan opdage en ny vinkel eller hemmelighed i.

Måske kaster den nye sider af sig?

Sommerfuglen, vi fandt, var gul på oversiden og hvid på undersiden. Den havde blå aftegninger, og da vi havde kigget længe på den, opdagede jeg at dens ”følehorn” havde et Fibonacci-agtigt mønster. Smukt og enkelt.

Og det ved jeg kun, fordi vi brugte så lang tid på at kigge.

Jeg glæder mig til den kommende tid med alle de righoldige tekster, som igen og igen giver mig mulighed for at udforske min tilværelse og eksistens. Som giver mig blikket for mønstre – nye som gamle – i tilværelsen.

Og ikke mindst – måden, vi er sammen på, i vores fælles liv.