Præsteklumme: Sindsro, mod og visdom
Fra den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr er der overleveret en bøn, der hedder således: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre det, jeg kan ændre og visdom til at skelne mellem de to ting.”
Det er nok især det sidste, der er den vigtige del: visdommen til at indse, hvor der kræves sindsro, og hvor vi har brug for mod. Det er i hvert fald det, der ofte går galt. Vi støder ind i et problem, kommer frem til, hvad der kunne være løsningen, og når vi går i gang, viser det sig, at vi her står over for noget, der overgår vores evner.
Og omvendt: Vi møder et problem, ved måske, hvad der skal til for at løse det, men stoler ikke på vores evner og skubber problemet derfor foran os.
Begge dele kan skabe frustrationer og stress. For i begge tilfælde kan det ende med, at udfordringerne hober sig op.
Visdommen til at erkende både vores begrænsninger og vores evner kræver nok god indsigt i, hvem man er; erkendelse af, hvor mine egne styrker og svagheder ligger. Det kræver også god forståelse for verdenen omkring mig.
Ferietiden er ofte en tid, hvor vi finder tid til både at komme ud i verden, udvide vores horisont, se andre lande og dermed også lære noget om vores eget hjemsted; en tid, hvor vi får afstand til hverdagen, har mulighed for at se indad og lære noget om os selv.
Men virkeligheden er nok, at vi mennesker og den verden, vi lever i, er så komplekse, har så mange facetter, at både selverkendelse og verdenserkendelse altid vil forblive fragmentarisk. Uanset hvor mange selvhjælpsbøger vi læser, uanset hvor mange kurser vi besøger for at finde os selv og uanset, hvor meget tid vi bruger på at rejse og se hele verden, har vi ikke levetid nok til at komme til bunds. Og derfor vil vi også blive ved med at støde ind i udfordringer, hvor al visdom, sindsro og mod ikke vil kunne forhindre os i at ende i frustration; det er vores verden simpelthen for kompleks til.
Vi er derfor henvist til at søge hjælp et andet sted end i os selv: For det første i medmennesket. Kun i fællesskab har vi en chance for at løse de udfordringer, vi står over for. Og som troende menneske vil vi søge hjælp i bønnen – i tillid til, at der er en, der kender os og vores verden bedre, end vi selv gør.