Præsteklumme: Hvad er det munden løber over med?

Der er et godt styk’/Der er et godt styk’ vej/Der er et godt styk’ vej fra mit hjerte/Til min hånd.
Sådan synger Simon Kvamm i titelsangen til satireserien ”Guru”. Her følger man lifecoachen Anders Mertz, som vil omvende silkeborgenserne, så de kan lære at ”gå selv”. Simon Kvamm peger med sangen på, hvor svært det er at få hjerte og handling til at følges ad. Vi kan have mange gode intentioner, men får vi dem levet ud? Hvordan skabe forbindelse fra hjerte til hånd?
Det er vores integritet og troværdighed, der er på spil. Det er også temaer i ”Guru”. Kan lifecoachens projekt stå distancen, når det trykprøves af det virkelige liv? At det er vanskeligt, erfarer både Anders Mertz og hans gode ven, Ralph.
Der er et godt styk’/Der er et godt stykke vej/Der er et godt stykke vej fra mit hjerte/Til min mund.
Hvad med bevægelsen fra hjerte til mund? Hvad er det, munden løber over med? Er det ord, der kommer fra hjertet, eller er det letkøbte floskler, som ikke holder, når først det gælder? Simon Kvamm spørger: Hvor henter vi kraft og vejledning til at leve? Hvordan lever vi med, når der ikke er sammenhæng mellem hjerte og handling, mellem hjerte og sprog? Simon Kvamm svarer selv i et interview: »Skal jeg søge råd et sted, så lad mig gøre det hos noget, der er mindst 500 år gammelt. I skrifter og tanker, som har en vis anciennitet. Det må bevise én eller anden form for gyldighed. Der er sket en eller anden form for modningsproces med de tanker.«