Lukker snart: Slagter Kruse håber på en løsning
Hans Ole og Bente Kruse bliver fjerde og sidste generation med efternavnet Kruse, der driver Slagter Kruse i Tved. Men der er håb efter flere seriøse henvendelser om at overtage butikken.

»Lysten er der ikke så meget som den har været der. Vi kaster håndklædet i ringen.«
Slagtermester Hans Ole Kruse fugter læberne og kigger lidt skævt til siden før han fortsætter:
»Jeg har fået to diskusprolapser i ryggen og der sidder en nerve i klemme, så det gør lidt ondt i perioder,« lyder det fra den 61-årige slagtermester der lukker butikken ’Slagter Kruse’ i Tved 28. august.

Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
»Min krop kan ikke klare mere, selvom jeg egentlig gerne ville. Og jeg skal nok finde på noget at lave. Jeg spiller trækbasun i et danseorkester, vi har sommerhus i Dejret fem minutter herfra og så er der jo børn og børnebørn,« siger han på begges vegne.
»Og så strikker og syr Bente jo en del,« når Hans Ole at sige, inden hun afbryder ham.
»Hvis jeg kan det igen.«
Konen Bente på 57 er netop blevet opereret i begge skuldre. Men det har ikke hjulpet det store.
»Min læge siger, at jeg skal finde et arbejde hvor jeg ikke bruger overkroppen. Men hvor finder jeg det,« spørger hun, men hun kigger stille hen på Hans Ole, der langsomt og metodisk sliber kniven, før han lader den dele to stykker kød på vægten.
LÆS MERE HERUNDER

Tovlig med oksekødet
Der er overraskende meget at lave, for alle vil have en luns af Slagter Kruses kød inden han lukker helt. Det er kommet bag på parret.
»En kvindelig kunde bestilte to hele røgede fileter, så ville hun fryse dem ned og det er helt tovlig med det hakkede oksekød,” lyder det med et skuldertræk fra Hans Ole Kruse der peger hen på de hvide ordresedler på væggen, der vokser i antal.
Oldefaderen, Jens Peter Kruse, åbnede slagteriet i Tved i 1889. Han slagtede en ko og solgte den fra hestevognen til gårdene.
Bedstefaderen, Ludvig Kruse, byggede den første butik i 1930’erne, og faderen, Jørgen Kruse, byggede den hvide murstensbygning, der rummer butikslokalet i dag og som blev shinet op for to år siden. Det var især efterspørgslen fra de mange nye sommerhuse på Mols der har holdt navnet og ryet ved lige.
LÆS MERE HERUNDER

132 års slagteri
Slagterknivene har været i brug siden han var 16 år og stod i slagtehuset sammen med sin fatter. Han var tredje generation. Hans Ole fjerde generation af ’Slagter Kruse’. Nu er det snart slut efter 132 års slagtning. Oldefaderen begyndte med at slagte dyr for de omkringboende og da sommerhusene dukkede op på Mols i 1960’erne har forretningen ikke set sig tilbage.
»Indtjeningen er fornuftig, men jeg tager ikke selv løn. Bente får løn hver måned og så har vi overskuddet hvert år. Men jeg skal ikke have en BMW eller flot tøj, jeg kan godt nøjes. Vi har jo fået alt det kød vi kunne spise,« lyder det beskedent fra Hans Ole der ikke helt er klar til at lukke slagteriet ned, han har stadig lysten til at slagte hele dyr. Men hvis det hele bliver solgt, så er han indstillet på at lade slagterkniven hvile, medmindre han kan hjælpe lidt til. Han vil gerne gå til hånde og se til, at en ny butik kommer godt i vej.
»Men det er kun, hvis man ønsker det. Det skal være helt på de nyes præmisser.«
Det gør ikke noget at vi lukker ned nu. Hvis de rette kommer, så skal de nok få det op at stå. Men de skal også være klar til de stille dage i januar, hvor der kun kommer en håndfuld. De skal ikke tro det er nemt.
LÆS MERE HERUNDER

En slagtersvend har allerede fundet andet arbejde, mens to andre er opsagt. Det samme er de ansatte i butikken.
Både slagtehus og butikken med 132 års historie bag sig, er til salg eller kan forpagtes. Det er nu engang besluttet, siger ægteparret Bente og Hans Ole samstemmende.
Håb for butikken
Alligevel er Hans Ole fortrøstningsfuld. For omtalen af butikkens lukning har betydet en del henvendelser, og en stor del af dem er seriøse, bedyrer han.
Et ungt par har netop sagt farvel til slagteren efter en rundvisning og en snak om lokalerne. Den unge mand er slagteruddannet og drømmer om at overtage det med hjælp fra endnu en slagter. Hans Ole sender dem på vej med et smil og et håndtryk.
LÆS MERE HERUNDER

Inden da har han vist dem en lille notesbog.
»Jeg noterer antal besøgende hver dag i min lommebog. Det har jeg altid gjort.«
Måske bliver det ikke dem der overtager, men Hans Ole tror på det.
»Sådan et besøg gør, at jeg tror på, at der findes en fremtid for butikken. Det gør ikke noget at vi lukker ned nu. Hvis de rette kommer, så skal de nok få det op at stå. Men de skal også være klar til de stille dage i januar, hvor der kun kommer en håndfuld. De skal ikke tro det er nemt.«