Købmandsgård i landsby fejrer genåbning i ny form
Butikkerne i Feldballes nyeste erhvervseventyr fejrer fælles åbning med housewarming. To lokale fra nabobyen fik ideen.

»Du må være blevet skingrende sindssyg.«
Med de ord begyndte Feldballes nyeste detailhandelseventyr for over et år siden, da Flemming Gerhardt-Pedersen foreslog sin nabo i Bjødstrup, Søren Borel, at købe ejendommen Ebeltoftvej 54 i landsbyen Feldballe.
Lørdag 14. august fejres et år fødselsdagen og en housewarming markerer, at den andelsdrevne købmandsbutik Kooperativet er klar til at åbne. Nu huser ejendommen økologisk bagerforretning ved Simons Brød, forsikringsvirksomhed ved First Forsikring, specialhandel med whisky og vin, samt strikkegarn fra Little Yarn, samt Kooperativet i den over 100 år gamle købmandsgård.
Kooperativet snart klar
Kooperativet, der er en andelsforening drevet af frivillige kræfter i lokalmiljøet, vil i samarbejde med COOP genoplive købmandsfunktionen i landsbyen. Landsbyens borgere får snart mulighed for både at bestille online dagligvarer fra Coop’s fulde sortiment til levering på Ebeltoftvej 54, og samtidig handle i butikken med særligt fokus på lokale producenter og et mindre sortiment af almindelige dagligvarer.
I skrivende stund er der købt andelsbeviser for mere end 270.000 kroner. Målet er 400.000 kroner for at fuldføre indretningen af den nye, mindre købmandsforretning der vender bøtten og stort set kun har de varer som kunderne i forvejen bestiller. Ikke noget med et fast varelager der bare står og samler støv.
»Vi er den første eksterne aftager af varer fra Coop, der virkelig har måttet bruge hjernen for at få deres systemer, logistikken og ledere til at tænke ud af boksen. Hvis vi kan få det her koncept til at fungere, kan vi præsentere et bud til at holde handlen lokalt i de mindre byer, hvor de store dagligvarekæder ikke er sikre på nok omsætning til, at de vil åbne en dagligvarebutik,« har formand for bestyrelsen i Kooperativet, Jonathan Hvidbjerg tidligere fortalt Adresseavisen.
Handleplanen fulgt til dørs
Og tilbage til baggrunden.
Flemming Gerhardt-Pedersen havde udvidet sin ejendom i Bjødstrup i flere omgange og havde fire ansatte siddende i en afdeling af forsikringsselskabet Forsikring.
»Det begyndte at blive trangt, vi sad i stuen og spiste frokost hver dag. Hvis jeg ansatte en ekstra så var der ikke plads, så noget skulle der ske. Og ud af det blå fik jeg ideen til at købe købmandsgården, da den kom salg i sommeren 2020.«
Det kunne ikke gå helt galt, da bygningen ’kun’ kostede 698.000 kroner, mente Flemming Gerhardt-Pedersen og selvom naboen i første omgang mente han var sindssyg, så var Søren Borel med på ideen.
Nu er ejendommen restaureret for stort set samme beløb som den kostede. I fremtiden kan tagetagen indrettes til boliger eller kontorer, lyder visionen.
Samtidig er der planer om at søge om at få udendørs servering i åbningstiden.
»Jeg fik overbevist Søren Borel, i at vi skulle drive en fælles specialhandel med whisky og vin og vi fik lavet en handleplan og drejebog. Den er næsten fuldført her et år efter. Jeg tror ikke, at der var nogen der havde tænkt på at opdele den gamle købmandsforretning i flere lejemål,« mener Flemming Gerhardt-Pedersen, der samtidig glæder sig over at byen nu har både købmand, bager og en specialforretning.
»I virkeligheden har Feldballe fået endnu mere detailhandel end man havde før. Det glæder mig,« siger Flemming Gerhardt-Pedersen.