Sommerfarvel med manér
Bull og Hjort spiller på Pavillonen 16. august.

Pavillonen byder et fantastisk efterår med masser af levende kultur velkommen med en koncert med fri entre. Det sker med bandet Bull og Hjort lørdag 16. august kl. 19.
Sammen med et velspillende band, serverer Gorm Bull og Palle Hjorth stærke sange om livet og alle dets facetter. Denne gang med dufte af sommer og kærlighed.
Med sig har de Peter Dombernowsky (trommer), Henrik Poulsen (bas) og ikke mindst fantastiske Niels Mathiasen (saxofon). Er du til pop, folk og jazz? Så kan du trygt være med i kysseriet og få dig en på opleveren, fortæller Pavillonen i en pressemeddelelse.
Dagens musikalske oplevelse vil blandt andet være er bygget op omkring tre danske digtere. Den meget kendte, Halfdan Rasmussen, den knap så kendte, Morten Nielsen, og den (med egne ord) nærmest ukendte Gorm Bull.
Deres fælles mission er at fortælle om menneskelivets mange facetter. Et andet fællestræk er, at Gorm Bull har sat musik til alle digtene og arrangeret dem sammen med Palle Hjorth.
gs