Corona-nyt i Favrskov: Teststeder flytter og slutdato for vaccination
Der sker ændringer på "corona-fronten" i Favrskov den kommende tid.

Fredag 3. september bliver de sidste personer corona-vaccineret i Hammel Idrætscenter. Skal man herefter vaccineres, må turen gå til eksempelvis Randers, Silkeborg eller Viborg.
Det var egentlig planen, at vaccinationsstedet i Hammel skulle være fortsat frem til udgangen af september, men fordi der pludselig ankom et ordenligt læs vacciner til landet, er planen ændret, forklarer kommunaldirektør Jan Kallestrup.
»Vi har været vildt glade for løsningen i idrætscentret, og det har været en kæmpe succes, men nu er der ikke længere det samme behov for vaccinationssteder lokalt. Den geografiske placering er mindre betydningsfuld nu, da det jo ikke længere er ældre, som skal vaccineres,« siger Jan Kallestrup og fortsætter:
»Samtidig bidrager vi til, at hallerne kan blive brugt til det, som de er tiltænkt, til glæde for idrætscentret og HGF.«
Flyttedag for test
Der sker også ændringer på test-fronten. Fra 9. august flytter både teststedet i Hadsten og Hinnerup - samt muligvis også i Ulstrup.
I Favrskov har vi PCR-test med podning i halsen i Hammel og Hadsten.
I Hammel foregår det i Kulturhuset InSide, og det fortsætter det med. I Hadsten derimod flytter PCR-testen fra Kulturhuset Sløjfen til Sundhedshuset Hadsten. I begge byer er der åbent alle dage fra klokken 9 til 16.
Når det gælder kviktest i næsen, vil man fortsat kunne besøge det gamle plejehjem Skaghøj i Hammel. Kviktest i Rønbækhallen holder dog også flyttedag 9. august - dog kun få meter, da test fremover vil foregå i et telt udenfor hallen. Der er test alle dage mellem klokken 9 og 19 i begge byer.
»Flytningen fra Sløjfen og Rønbækhallen sker, ligesom i Hammel, for at kunne tilgodese, at stederne igen kan benyttes til kulturelle og idræts-aktiviteter,« siger Jan Kallestrup.
Endelig skal man være opmærksom på, at teststedet i Ulstrup måske flytter til Sundhedscentret Ulstrup, det er dog ikke endeligt besluttet. I Ulstrup er der kviktest mandag og fredag klokken 14 til 19.