Landsbyklynge vil forvandle Tirstrup Hallen til mødested for hele Østdjurs
Tidligere byrådsmedlem Jørgen Brøgger har sammen med andre engagerende mennesker kastet sig over et projekt, som skal blive til gavn for borgerne i en masse små landsbysamfund.

Man tager en brun idrætshal fra 1970’erne, 9 mio. kr. og en god portion lokalt ildsjæleri. Så har du de vigtigste ingredienser til et nyt mødested for et landsbyfællesskab som Østdjurs.
En arbejdsgruppe under Landsbyklyngen Østdjurs er lige nu i fuld gang med det ambitiøse projekt at omdanne Tirstrup Hallen til et mødested for hele lokalsamfundet. Et bæredygtigt samlingspunkt for kultur og sport, som kan skabe aktiviteter, fællesskab og oplevelser på tværs af bygrænserne.
Fondene Realdania og Lokale og Anlægsfonden har set et behov uden for de store byer. I takt med, at danskernes forenings- og motionsvaner de sidste år har ændret sig, står de store idrætshaller mange steder tomme hen. Samtidig savner de små lokalsamfund noget at mødes om. Derfor har de sat gang i en kampagne, som med udgangspunkt i allerede eksisterende bygninger skal skabe mødesteder i landsbyfællesskaber som Østdjurs.
Bæredygtigt lokalsamfund
Landmand og tidligere byrådsmedlem Jørgen Brøgger, 75, har boet hele sit liv mellem Tirstrup og Balle. Han sidder i spidsen for den arbejdsgruppe, som Landsbyklyngen har udpeget til at være tovholder på Mødestedet Østdjurs.
»Vi skal skabe et sted, som samler os alle sammen. Når vi peger på Tirstrup Hallen, så er det fordi, det er den eneste hal i lokalområdet. Der er desværre ikke så meget aktivitet i hallen som tidligere, så der er masser af uudnyttet potentiale. Og så ligger det godt op af de gode faciliteter, som efterskolen allerede har realiseret,« vurderer Jørgen Brøgger.
Det ambitiøse mødested fik i starten arbejdstitlen Verdensmålenes Hus.
Hallen er opført i 1975, lang tid før nogen fandt på 17 verdensmål, og der er behov for en energirenovering såvel som en generel opdatering, mener arbejdsgruppen. Derfor skeler man i projektet til de 17 verdensmål og bæredygtighed, men det primære formål er at omdanne hallen til et moderne mødested for bevægelse, læring og bæredygtighed i både social, økonomisk og miljømæssig forstand.
Der skal være fokus på at bygge om frem for at bygge til. De bæredygtige elementer kan være alt fra energiproduktion, genindvinding, grønne tage, vandforbrug, passiv solvarme eller solceller.
Sideløbende kører et andet projekt støttet af Syddjurs Kommune, nemlig udviklingen af Tirstrup Bytorv på arealerne rundt om hallen, og de to projekter tænkes i høj grad ind i hinanden. Der er samlet reserveret 1,2 mio. kr. fra Syddjurs Kommunes områdefornyelsesmidler til projektet.
Samarbejde skal stoppe afvikling
Nogle vil måske tænke, at det lyder urealistisk at hallen kan omdannes til et mødested for både verdensmål og landsbyborgere, men det afviser Jørgen Brøgger.
»Jeg tror helt sikkert, det kommer til at ske.«
Han understreger, at Landsbyfællesskabet allerede har vist, at man sammen kan skabe mange gode projekter, f.eks. byfornyelsen i Tirstrup og Havmøllen ved Jernhatten.
»Mange har for travlt til at engagere sig i deres lokalområde, men vi har alle sammen et ansvar for at give vores område liv og gøre det attraktivt. Det vil i sidste ende gavne os alle, også økonomisk Og det viser sig jo, at når vi rammer plet med en ny trend, som med krolfbanen eller saunaen ved Havmøllen, så kommer folk frem. Fællesskabet er derude. Vi skal bare skabe rammerne.«
Jørgen Brøgger har været livsvidne til, hvordan samfundets udvikling i høj grad har afviklet de små lokalsamfund. Selv om det var tider, da enhver by med respekt for sig selv havde både smed, snedker, købmand og kro, så har Jørgen Brøgger accepteret, at sådan bliver det aldrig igen. Men hvad han ikke kan acceptere, er stilstand. Han insisterer på at kæmpe for at holde lokalsamfundene stærke.
»Vi kan og skal i samarbejde vende den negative afvikling til positiv udvikling til glæde for os alle sammen«, siger han.
Når vi rammer plet med en ny trend, så kommer folk frem. Fællesskabet er derude. Vi skal bare skabe de rigtige rammer.
Støtte fra alle kanter
Den tanke er Syddjurs Kommune tilsyneladende enig i. De bakker op om Landsbyklyngen både økonomisk og med arbejdskraft. Det sidste blandt andet i form af udviklingskonsulent, Alette Skov-Hansen, som har fingrene i de fleste projekter i at udvikle de små landsbysamfund rundt om i kommunen.
»Hun får ting til at ske og er super god til at binde det kommunale og alle interessenternes ønsker og krav sammen med vores ideer herude i de små samfund«, siger Jørgen Brøgger rosende om den nære samarbejdspartner.
Arbejdsgruppen bag Mødestedet Østdjurs oplever også, ifølge Jørgen Brøgger, at byrådet kan se fornuften i, at det ikke kun er de store byer i kommunen, der skal have fokus.
Borgmester Ole Bollesen har tidligere udtalt om udvikling af lokalsamfundene til Landdistrikternes Fællesråd:
Som politiker i en kommune er det vores opgave at gå ind og støtte de lokale initiativer og projekter, for ellers risikerer hele områder at dø. Når beboere slår sig sammen, skaber energi og kommer med initiativer, så er det, at området overlever i et landdistrikt.
Der er mange interessenter i projektet, som for eksempel idrætsforeningen, brugerne af hallen, Tirstrup Idrætsefterskole, Birkehuset og borgerne i Tirstrup og omegn generelt. Alle støtter umiddelbart idéen, men der kan selvfølgelig opstå udfordringer, når det bliver mere konkret, hvad mødestedet skal indeholde. Om det er seniorværksted, en klatrevæg, mødelokaler eller noget helt fjerde.
Realdania og LOA besluttede i 2019 at støtte projektet.
»Vi vil være med til at styrke livet og fællesskaberne uden for de store byer. Nogle gange kan selv små tiltag skabe store forandringer - og helt sikkert er det, at de landsbyklynger, der nu får støtte, går forrest med gode, kreative eksempler«, udtalte Real Dania dengang til Jyllands-Posten.
Der har de sidste par år været afholdt borger- og ideudviklingsmøder i landsbyklyngen Østdjurs for at komme det nærmere, hvad sådan et hus helt konkret skal kunne.
Projektet er forsinket, først som følge af pandemien, og senest da fondene ikke kunne godkende det skitseprojekt, som styregruppen afleverede den 1. december 2021. Nu tegner det københavnske arkitektfirma KEINGART på en ny skitse. Ifølge arkitekten er der endnu ingen konkrete ting på papiret, men omdrejningspunktet bliver at åbne op og skabe transparens, så hallen bliver et mødested for alle.
Det reviderede skitseprojekt skal være færdigt og fremsendt til fondene den 31. oktober 2021.