Bestyrelse: Hårby Friplejehjem vil skabe arbejde og aktivitet
Et borgermøde i Veng i Landsbyklyngen De 7 Dale skal skabe grobund for et kommende friplejehjem på jorden i udkanten af Hårby.
Landsbyklyngen De 7 Dale i Skanderborg Kommune har tidligere stået sammen om at kæmpe for den lokale Veng Skole.
Nu bliver fokus rettet mod den anden ende af livet, når der indkaldes til borgermøde om Hårby Friplejehjem.
»Og her har jeg jo hørt røster om, at et plejehjem ikke hjælper skolen. De gamle skal jo ikke gå i skole,« fortæller Erna Bachmann, der er formand for bestyrelsen i Hårby Friplejehjem, som endnu kun eksisterer på tegninger.
»Et plejehjem giver arbejdspladser, folk flytter til området, og deres børn skal jo også gå i skole.«
Bestyrelse dækker bredt
Tre af de seks bestyrelsesmedlemmer har inviteret UgeBladet Skanderborg til en snak forud for borgermødet 17. august i Borgernes Hus i Veng.
Udover Erna Bachmann, der har boet med sin mand Henry i Hårby i 50 år, er ergoterapeut Kirsten Nielsen og byrådsmedlem for Venstre Søren Erik Pedersen med om bordet i Fælleshuset på Siimtoften denne formiddag.
»Vi har forsøgt at sammensætte en bestyrelse, så vi dækker et bredt spektrum,« siger Erna, der selv kommer med en solid økonomisk baggrund som tidligere mangeårig administrativ chef hos Coop i Hasselager.
Signal til politikerne
Kirsten brænder for tanken om friplejehjem. Hun har diplom i demens og kan bibringe bestyrelsen de øjne udefra, som kan være en god ting. Hun bor nemlig lidt uden for området, i landsbyen Virklund.
Søren Erik Pedersen er kendt som byrådsmedlem og bor i Nørre Vissing i nærheden.
»Nu har vi samlet en bestyrelse også for at sende et signal til politikerne, at vi mener det alvorligt,« siger han.
»Et friplejehjem her i Hårby skal ikke være en konkurrent til de eksisterende, men et supplement. Og det bliver der brug for, når vi ser tallene for +80 i fremtiden.«
Et plejehjem giver arbejdspladser, folk flytter til området, og deres børn skal jo også gå i skole
Nybyggerkvarter
Plantegningerne er på plads, grunden ligeså. Gårdejer Thorkild Lyngkær Pedersen har afsat en del af sin jord til byggeriet, som skal ligge i nybyggerkvarteret Langagertoften.
Der bliver 24 pladser og stedet skal indrettes efter de mest moderne principper for plejehjemsbyggeri.
»Det betyder, at det hele er i ét plan. Alle har ret til at komme ud og mærke sol og vind.«
Indgangspartiet skal rumme lederens kontor på den ene side, og overfor har personalet deres tilholdssted.
»Så vil der altid være nogen, når der kommer gæster – eller hvis en beboer gerne vil den anden vej ud i verden. Så kan der være støtte med det samme,« siger Kirsten Nielsen.
Erfaringer fra Sall
Hun har allerede set, hvordan det kan foregå på Sall Friplejehjem ved Hammel i Favrskov Kommune.
Det bliver også erfaringer herfra som kan bruges i Hårby. Projektleder er Jon Pugholm, der har været med i adskillige byggerier af friplejehjem også i Sall.
Et sted for alle
Borgermødet er for alle interesserede. Og Erna Bachmann håber, at det bliver muligt at mane den opfattelse i jorden, at et friplejehjem kun er for de rige.
»Det er lige så meget for arbejdsmanden som direktøren,« siger hun og glæder sig til, at der også bliver samlet en støtteforening på Borgermødet.
»Sådan én er utrolig vigtig for arbejdet i det daglige. Og det er ikke kun økonomi, men også højtlæsning og andre praktiske ting. Nogen har foreslået en hund, men de ender som regel med at blive tromletykke,« siger hun med et smil.