Aarhusianske Bedre Nætter i nyt samarbejde med Peter Falktoft: Vil lære danskerne om vigtigheden af søvn
I en ny podcastserie vil Peter Falktoft sammen med Aarhus-sengefirma gøre danskerne klogere på søvn. For hovedpersonen selv har arbejdet med podcasten været noget af en øjenåbner.

Da Peter Falktoft - kendt fra radio, tv og podcast - første gang hørte søvn beskrevet som livets eliksir var hans første indtryk, at det lød hysterisk.
Siden er han blevet radikalt klogere. Med podcasten ’Dybt godnat’ vil Peter Falktoft nu hjælpe danskerne til at prioritere søvnen. Undervejs får han blandt andet besøg af Birgitte Rahbek Kornum, ph.d. og søvnforsker ved Københavns Universitet.
»Det vigtigste og mest overraskende, jeg har noteret mig undervejs er, at søvn på mange måder er et af de problemer, vi har sat på pause i den vestlige verden. Og at det egentlig ikke er ulig rygning, overvægt og inaktivitet, hvilket jeg ikke tror er en ret udbredt sandhed. Derfor har de indsigter, jeg har fået under skabelsen af dette program, været lige dele skræmmende og oplysende. Jeg er stensikker på, at det har forandret min prioritering af søvn resten af mit liv, indtil jeg tager den lange lur,« siger Peter Falktoft i en pressemeddelelse.

Den nye podcast-serie er lavet i samarbejde med Aarhus-firmaet ’Bedre Nætter’, som Falktoft tidligere har arbejdet sammen med i hans og Esben Bjerres populære podcast ’Her Går Det Godt’, hvor virksomheden, der sælger senge online, har sponsoreret flere afsnit.
»Ambitionen med dette program er i al beskedenhed at få forklaret til den danske befolkning, at søvn er essentielt i nærmest alle livets henseender, og at vi i vid udstrækning sover for lidt og forkert. Forhåbningen er desuden, at podcasten vil bidrage til at sætte søvn på dagsordenen og bidrage til at skaffe flere midler til forskning, oplysning og uddannelse,« kommer det fra Falktoft, som har rødder i Risskov.
Podcasten udkommer i fire afsnit, og første afsnit har premiere søndag 1. august.
ksa