Præsteklumme: Min allersidste sommerferie...

Jeg husker min morfar som et meget arbejdsomt menneske. Så langt tilbage jeg kan erindre - ja, længere endnu - for helt tilbage til slutningen af 30erne - havde han været kæmner på et kommunekontor i et lille samfund oppe i Vendsyssel.

Det var før storkommunernes tid, og man kendte som kæmner derfor hver eneste lille familie: Dens personlige såvel som økonomiske forhold.

Når jeg i dag tænker tilbage på alle de feriedage, jeg tilbragte deroppe, ser jeg altid min morfar vandrer mellem kontoret og privaten. Han holdt lange enetaler for min mormor om skatterestancer og folk, det gik skidt for, som ikke havde penge til at betale skat og deslige med, og hvad skulle han dog gøre: Han kunne jo ikke bringe de mennesker endnu mere i ulykke - på den anden side, skulle arbejdet også passes samvittighedsfuldt.

Ofte kørte han ud på gårdene, eller han besøgte villavejene. Og ofte holdt han sognerådsmøder i et lille lokale, hvorfra en tyk cigarrøg vældede ud gennem døren, hver gang min mormor, iklædt sit hvide forklæde, gik ind og serverede kaffe.

Og jeg husker et par ting mere. Jeg husker, at han af og til kom hjem med en kasse, der kunne få én til at tro, han havde tømt hele Brugsen for slik: Glædesstrålende fortalte han, at nu var alt gået i orden. Dén og dén familie kunne blive ved sit hus - eller dén og dén havde fået så god en aftale i stand, at livet kunne gå meningsfyldt videre.

Arbejdet sled helt sikkert hårdt på ham. Og det får mig til at erindre en sidste ting: »Når engang jeg bliver pensioneret,« sagde han ofte, »så vil jeg have mig et lille hus, slå mig til ro, nyde livet og gøre de ting, jeg aldrig fik nået.«

Min morfar blev pensioneret, fik sit lille hus, men han blev ikke gammel. Halvandet år efter døde han af en blodprop i hjertet.

Min mormor har senere fortalt, at da han nu endelig fik ro og tid til sig selv, kørte han dagligt ud forbi det gamle kommunekontor - eller han besøgte nogle af de mennesker, han havde haft så meget med at gøre. Dé havde bare ikke brug for ham på samme måde, som før. Ja, dagene havde ikke brug for ham som før... og det lærte han aldrig at leve med.

I år holder jeg min allersidste sommerferie. Pensionistlivet venter også på mig inden længe. Og bekymrer jeg mig nu for, om jeg bliver en af dem, der føler, dagene ikke har brug for mig som før, kan jeg jo lytte til den gamle digter Meir Goldschmidt, når han siger: »Jeg gik bort med en fornemmelse af, at hvad, vi vil, koster livet. Og ikke at ville, koster også livet. Og da det altid er samme pris, som betales, kan vi lige så godt ville det største, som vores natur er i stand til at fatte og begære!«

Og kirkereformatoren Martin Luther siger: »Livet er Guds gods, hvormed du skal hjælpe din næste«!

Det koster altså altid livet at ville leve det. Derfor kan vi lige så godt »ville det største« - også der, hvor der ikke er brug for os på samme måde som før. For dagene kommer jo som før – nye dage med mennesker, der behøver os.

Og vi skal slet ikke bekymre os for det - det har Vorherre allerede gjort.