Arrangør: Alternativet til aflyst festival bliver småt, men fantastisk
I alt 5.000 mennesker vil i denne uge kunne få en lille snas af Smukfest ved Småfesterne i Skovlunden.

En hundelufter hiver en lille, hvid pose op af lommen, mens hans hund af ukendt race sætter sig i skideposition foran Smukfests ikoniske bøgescene. Hunden og dens ejer har nærmest skoven for sig selv, og bortset fra lystig fuglesang i trækronerne er der unormalt stille for årstiden i Dyrehaven i Skanderborg.
Smukfest, som skulle have være indledt på søndag med otte dages festligheder og omkring 50.000 gæster, er aflyst.
I stedet holdes en række minifestivaler i Skovlunden i udkanten af skoven, hvor der tidligere har været overnatning i telte, paphuse og kæmpeigloer.
Her er der til gengæld livlig aktivitet. En scene omgivet af barer og madboder er på kort tid skudt op. En hidsig rundsav vræler til rytmen af tunge hammerslag som et forvarsel om, at rocken snart indtager denne lille lund.
Velkendte installationer
Erfarne Smukfest-deltagere vil kunne nikke genkendende til flere finurlige installationer. Skriftestolen, hvor mange festivalgæster i årenes løb har fået vasket tavlen ren, er hentet ind fra lageret. Ud af gemmerne er også kommet de beboelige øldåser og antidagligdagsuret, som har 27 timer i døgnet og nogle gange går baglæns. Mange vil også kunne nikke genkendende til Vinoteket – dog i mindre målestok.
»Normalt bygges barerne til at kunne betjene tusindvis af mennesker. Til Småfest bliver der kun lukket 1.000 ind ad gangen, så barerne behøver ikke være så store,« forklarer Lars Jensen.
»Til gengæld bygger vi et stort terrasseområde foran, som nok skal blive populært, fordi der en fantastisk udsigt til scenen,« tilføjer Christian Egsdal, som til daglig er opmåler for køkkenproducenter.
Alt er forandret
Under normale festivalomstændigheder ville han i disse dage være ansvarlig for opstillingen ved Bøgescenerne, mens Lars Jensens ansvarsområde er øl og logistik i afdelingen Walthers Værksted og Vogne. Men intet er det samme med aflysningen af festivalen.
»Min funktion er fuldstændig nedlagt i år, så jeg laver det, jeg kan bruges til – og her er det opstilling,« forklarer Lars Jensen.
Lars Jensen er til daglig softwareingeniør hos Vestas i Aarhus, og for ham er det frivillige arbejde hos Skanderborg Festivalklub en herlig afveksling. Og han bruger også sin sommerferie på det.
»Der er ikke et sted, jeg hellere ville være. I mit professionelle job kan projekterne tage måneder, men her er der nærmest rejsegilde hver dag,« forklarer han.
20 mand i arbejde
Under normale omstændigheder ville flere hundrede deltidsansatte og frivillige på nuværende tidspunkt være i fuld gang med at trække kabler, installere lys og bygge Smukfests mange boder, restauranter og festlige installationer.
På Skovlunden er omkring 20 mand i arbejde om dagen.
»Der er ikke brug for så mange kræfter til at bygge Småfest, så det er mest folk, som bor i nærheden, der kommer og hjælper,« forklarer Christian Egsdal.
Sædvanligvis ville de frivillige arbejdstimer – som hovedregel 42 – udløse et armbånd til Smukfest, men sådan er det ikke i år.
»Deltagerantallet er stærkt begrænset, og hvis alle de frivillige, som er involveret i Småfest, også skulle med, kunne vi jo optage en stor del af pladserne selv. Vi bliver i stedet inviteret til en stor medhjælperfest bagefter,« forklarer Christian Egsdal.
For hyggens skyld
»Jeg gør det også mest, fordi jeg synes, det er hyggeligt,« siger Lars Jensen.
»Det er også vigtigt,« tilføjer Christian Egsdal, »at udnytte muligheden for at være med. Ellers går der for lang tid mellem, vi møder hinanden. Jeg har ikke set Lars siden 2019.«
Holdet rummer en del håndværkere, som er vant til at arbejde effektivt og håndtere værktøj. Mange af de frivillige er imidlertid på mere fremmed grund.
En snas af Smukfest
»Det er lidt sjovt, at folk har forskellige fagligheder. Tømrere, som ikke normalt bygger festival, har en tendens til at gøre det alt for godt, men det skal jo ikke kunne holde i årevis. Det skal bare være godt nok til en uge – og være nemt at skille ad igen,« forklarer Christian Egsdal.
Det primære formål er ifølge medhjælperen at give de i alt 5.000, som har billet til de fem småfester, en lille snas af Smukfest.
»Vi kan ikke bare stille nogle hvide telte op og kalde det Smukfest. Det skal være flot og emme af den særlige Smukfest-ånd. Folk skal kunne mærke, at vi har gjort os umage, selv om det er i lille skala,« siger Christian Egsdal.
Nej til fest i bås
Hos Skanderborg Festivalklubs ledelse er der stadig stor ærgrelse over, at regeringens corona-restriktioner for andet år i træk trak stikket til Smukfest. Det kunne, erkender talsmand Søren Eskildsen, med de nuværende regler såmænd godt lade sig gøre at lukke flere ind til småfesterne. Men det frister ikke arrangøren.
»Vi kunne have lavet fem sektioner a 1.000 personer, men vi laver ikke fest i båse. Det rimer ikke på fællesskab,« erklærer han.
Klubben er ifølge Søren Eskildsen taknemmelig for den store opbakning, som publikum har vist ved i stor stil at lade deres partoutbilletter overføre til næste år i stedet for at få pengene retur.
Stor tillid
»Det er så anden gang, de gør det. Det er en fantastisk tillidserklæring, og det giver os en masse positiv energi i forhold til forberedelsen af næste års Smukfest,« siger talsmanden, som garanterer, at alle kræfter bliver sat til for at skabe nogle gode minifestivaler.
Nu laver vi fest for de få, som skal have en oplevelse, de aldrig glemmer, og så glæder vi os helt vildt til at tage imod de mange i helt nye rammer næsten år med bl.a. en ny større hovedscene, et nyt publikumsområde og nye stier. Alle sejl vil blive sat til for at skabe en helt uforglemmelig oplevelse,« lover han.