Præsteklumme: Når man græder offentligt

Jeg kom for nylig til at græde, og var det ikke fordi, at det skete i et rum fyldt med mennesker, som jeg lige havde mødt for første gang, ville jeg nok have været ligeglad.

Men det gjorde det ikke. Jeg sad sammen med min studiegruppe, og vi var i gang med at lave øvelser, hvor vi skulle lytte til hinanden. Ved en fejl kommer jeg til at træde en af den andre for nært verbalt, og ganske rimeligt siger vedkommende fra. Men jeg bliver simpelthen så ked af at have lavet den fejl, at tårerne kommer løbende.

Jeg blev bare så træt af mig selv og ville ønske, at mine øjne var forblevet tørre som Sahara. Men siden har jeg tænkt over de tårer, og hvorfor de har fået lavstatus. Når man græder, så bliver det ofte tolket som et tab af kontrol, og selvom den grædende (næsten) altid undskylder med det samme, og replikken (også næsten) altid er: »Det gør ikke noget,« så er det ikke fedt at græde offentligt. Men det er egentligt ærgerligt, for tårer kan noget.

Man græder som en reaktion på livet. Når man bliver ked af det, forskrækket, vred, glad, bange eller morer sig. Tårer kommer automatisk, og uden et løg ved hånden er de svære at bestille på forhånd. Man kan også græde, fordi andre græder, fordi det skaber empati i os.

Egentligt er gråd smukt. Vi græder vores salte tårer, når livet vil os noget – og jeg tror, vi skal øve os i stå med vores tårer uden at skamme os. Vi græder jo, fordi vi er mennesker.

Jesus græd også. Han græd i frustration og sorg, ligesom ethvert andet menneske. Det burde være højstatus at turde vise sin sårbarhed, for det er egentligt nok den meste modige af os, der tør græde uden at undskylde for det. Så ja, jeg græder også – og med det sender jeg kun et lillebitte undskyld afsted. Jeg er ikke i mål endnu, men jeg lover, at jeg kommer til at græde offentligt igen, og jeg lover at øve mig i at lade tårerne løbe uden at de løber med opmærksomheden.