Opvarmningen er i gang til Sommer i Gl. Rye uge 30
Nedlukningen i 2020 skabte en ny ferieform for landsbyens beboere. Nu gentager de succesen.

»I uge 30 eksploderede mit kendskab til de mennesker, jeg bor i landsby med. Fra 0 til 100 på én uge [...]«
Sådan skriver en af deltagerne fra sidste års Sommer uge 30 i Gl. Rye, hvor landsbyen kastede sig ud i et alternativ til de manglende rejsemuligheder grundet nedlukningen.
Succesen var så stor, at der igen i år er et hav af spændende aktiviteter under opsejling.
Åbner onsdag 28. juli
Programmet indledes onsdag 28. juli og fortsætter så uge 30 ud. Og der er noget for enhver i de arrangementer, som beboerne selv stiller på benene for hinanden:
Hver dag er der Morgensang på Base Camp kl 9, bortset fra søndag, som er skubbet til 10.30.
Har du lyst til at bytte en livshistorie, lave din egen kæphest (som du kan deltage i springkonkurrence med), dykke ned i en fotoudstilling eller et åben have-arrangement, kæmpe med vand i børne- eller voksenligaen, inden du måske kigger forbi minigolfen, som kan kombineres med bajere og brankede drenge for blot at nævne nogle få af tilbuddene, så læs programmet grundigt på uge30.glrye.dk opfordrer arrangørerne, som er kontorfælleskabet Transistor på Horsensvej 38, Gl. Rye.
