Barndomsvenner går sammen om naturlig energidrik: »Man skal vide, hvad man får«
Matcha Energy skal være en naturlig erstatning til de kemikaliefyldte energidrikke, mener kammeraterne Mads Loichtl og Asger Neidhardt, der sammen har startet et firma.

Japanske munke har drukket det i flere hundrede år. Nu skal danskerne introduceres for matche-te, som ifølge Mads Loichtl og Asger Neidhardt kan fungere som et sundere alternativ til energidrikke. Matcha Energy hedder deres produkt.
De to barndomsvenner er vokset op på samme vej i Aabenraa. Nu er de begge flyttet til Aarhus, hvor de har færdiggjort deres uddannelser på Erhvervsakademiet. Nu har de skiftet deres barndomsgade i Sønderjylland ud med en fælles karrierevej i Aarhus.
»Vi er vokset op på samme vej, og vores mødre er veninder. Vi har kendt hinanden, siden vi var små, så det var lidt pudsigt, at vi egentlig ikke vidste, at vi begge drømte om at drive en forretning, før vi fandt ud af det igennem sociale medier,« fortæller 22-årige Asger Neidhardt.
Udvider sortiment
Makkerparret har en drøm om at udbrede matcha-teen, som de mener skal være et sundere og mere naturligt alternativt til de energidrikke, der er på markedet nu.
Og selvom forarbejdet til lanceringen af Matcha Energy startede i august, og de første naturlige energidrikke kom til salg i februar, så er de to gutter allerede klar til at udvide deres sortiment.
Således har de i flere måneder haft deres Matcha Energy-drik på dåse til salg på udvalgte restauranter og butikker. Drikken er både økologisk og ufiltreret. Snart vil de begynde salget af det grønne matcha-pulver på dåse med et miksesæt, så man selv kan blande sin matcha-te.
Tidskabale
De to venner har fået en base ved Godsbanen, hvor de, omgivet af andre kreative sjæle, har fået kontorplads. Her tilbringer de deres tid, når de ikke har travlt med at passe hver deres fuldtidsjob.
»Det handler om tidsprioritering. Man skal have en struktureret hverdag, og så kan man godt klare sig med de antal timer, der nu er i løbet af dagen,« siger 24-årige Mads Loichtl og ler.
Han indrømmer dog, at det ikke altid er muligt at nå alle mål, der bliver sat for dagen. Derfor bliver weekenderne også udnyttet til fulde for at få Matcha Energy op at køre.