Så bliver der igen danset i Rønde
Danseskolen Dance2Day åbner sin tredje afdeling i Rønde Idrætscenter.

Efter sommerferien kan danseglade børn, unge og voksne igen komme på danseskole i Rønde. Den lokalt bosatte danseinstruktør Maja Pedersen starter nemlig danseundervisning i Rønde Idrætscenter 24. august, og dermed overtager hendes danseskole Dance2Day dansegulvet i Rønde efter Bekker Dans, som i foråret endegyldigt stoppede med at drive danseskole.
Dance2Day har afdelinger i både Grenaa og Hobro og rykker nu også ind i Rønde med et fuldt program med ti hold lige fra MiniMix for de allermindste fra 3-6 år over disco og hiphop til pardans for voksne.
»Min udfordring og glæde som lærer er at se mine elever udvikle sig. Man skal ikke kunne danse for at gå på danseskole, for her lærer man netop at danse. Dans er livsglæde og sjov motion, og jeg kan lide at få det positive frem og hjælpe mine elever videre i en udvikling,« siger Maja Pedersen, som bor i Ugelbølle, har to piger på 12 og 8 år, og hele sit liv har beskæftiget sig med dans og bevægelse.
»Det har været en hård tid med Covid-19, og vi har været lukket ned i godt et år. Kun de 3-13-årige har kunnet danse. Men det er som om Covid-19 betød et tidsstop i vores liv. Nu glæder børn og voksne sig til at komme ud og røre sig igen,« siger Maja Pedersen, som sammen med sin assistent Sophie Madsen er klar til at tage imod elever i alle aldre i Rønde Idrætscenter.
Som danselærer giver jeg rigtig meget af mig selv, og jeg henter energien af de glade elever, der altid tager hjem med masser af gode oplevelser samt højt humør.
Disco og pardans
Maja Pedersen er opvokset i Ebeltoft og der var rytme i den lille piges krop. Allerede som tre-årig startede hun til dans hos Grethe og Jørgen Bekker på Festpladsen i Ebeltoft, og gennem hele sin barndom og ungdom var hun aktiv med både dans og springgymnastik. Som ung var hun både med på discoholdet og havde fast partner i pardans og deltog i konkurrencer over hele landet. Senere begyndte hun at hjælpe Mette Bekker og kom i mesterlære hos områdets store danseskole, Bekker Dans. Hun var udlært i 2005 og supplerede sine kompetencer på Danseskolen Move i København, Gymnastikhøjskolen Ollerups danselinje, og på kortere ophold i London, hvor hun blev inspireret af det nyeste inden for moderne dans.
Maja Pedersen fortsatte som færdiguddannet danseinstruktør med at undervise på sine egne hold hos Bekker Dans. I 2015 købte hun afdelingen i Grenaa af Mette Bekker. I 2018 overtog hun afdelingen i Hobro, og da Bekker Dans stoppede helt med at drive danseskole i foråret, valgte Maja Pedersen at lade Dance2Day åbne en afdeling i Rønde, side om side med afdelingerne i Grenaa og Hobro.
Åben for nye ting
»Som danselærer giver jeg rigtig meget af mig selv, og jeg henter energien af de glade elever, der altid tager hjem med masser af gode oplevelser samt højt humør. Det er en helt afgørende drivkraft,« siger Maja Pedersen.
Hun er klar over, at dansen som fritidsaktivitet skal kæmpe om opmærksomheden hos både unge og voksne i en tid, hvor der er uendeligt mange tilbud på alle hylder.
»Som danselærer skal man være opdateret, både musikalsk og med hvad der rører sig, ikke mindst på de sociale medier. Men er man åben for de nye ting, så kommer man langt,« mener Maja Pedersen.
Samtidig mener hun, at dansen rummer så meget ud over, at man kan begå sig med dansetrin og rytme på et dansegulv.
»Dansen udvikler elevernes personlige kompetencer, blandt andet evnen til at koncentrere sig og holde fokus. Det udvikler en øget kropsbevidsthed og god kropsholdning, og frem for alt vokser elevernes selvtillid og selvværd. Det giver mere trivsel og livsglæde,« slutter Maja Pedersen.