Danskere blæser på isolationskrav: Flyver hjem fra ferie selvom de er smittede
Flere danskere, som er blevet smittet med covid-19 på ferie i udlandet har trodset kravet om selvisolation og er alligevel fløjet hjem.

Det er ikke alle, som vælger at gå i isolation, når de bliver smittet med corona på sommerferien i udlandet.
Flere borgere fra Danmark, der er rejst på ferie og viser sig at være smittede, vælger at rejse hjem til Danmark, selv om de skal isolere sig og følge de lokale myndigheders anbefalinger. Det skriver TV2.
»Vi har fået henvendelser fra danskere, der måske er overrasket over, at de er blevet smittet på ferien. Nogen af dem har ingen symptomer og siger, at ”nu tager jeg altså hjem”. Og så ved vi, at de er taget i lufthavnen og er rejst,« siger direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger, til TV2.
Han kalder det ”ekstremt uhensigtsmæssigt”, at et ukendt antal danskere vælger at trodse retningslinjerne, som foreskriver, at man som smittet i et givent land går i selvisolation, ligesom det også er tilfældet, hvis man skulle blive smittet hjemme i Danmark.
Erik Brøgger forklarer, at risikoen ved ikke at følge retningslinjerne er, at hele det fly, man har siddet i, også bliver sendt hjem i isolation.
En dansk rejseleder på Costa Del Sol bekræfter overfor TV2, at det sker:
»Jeg ved, at der er nogen, som har gjort det. Det er udbredt. Og det er ikke i orden,« siger Lonnie Christiansen.
jn