Vivild Sommerfest vender stærkt tilbage efter sidste års aflysning
5.-7 august vil man kunne opleve og prøve kræfter med et væld af aktiviteter og arrangementer på Gl. Stadion i Vivild. Arrangørerne bag håber på en hyggelig dag, hvor der burde være noget for alle aldre.

De har løbende skullet holde sig opdateret med corona-situationen i Vivild IF. Sidste år satte pandemien en stopper for den årlige sommerfest og med vekslende nyheder om delta-varianter og potentielle nye bølger, har det været svære vilkår at planlægge en ny sommerfest ud fra.

Men i foråret besluttede man i Vivild IF, at forsøge at planlægge festen alligevel. I sidste ende står man nu klar med et tætpakket program, der udspiller sig på det gamle stadion i Vivild fra torsdag den 5. august til lørdag den 7. august.
»Årets sommerfest er en dag kortere end ellers. Vi har været lidt usikre på, hvor meget vi skulle planlægge med corona in mente, så vil vi heller lave et ”light” program, hvis vi var nødt til at aflyse,« siger Iben Bolvig, formand i Vivild IF.
Og selvom årets fest er en dag kortere, ændrer det ikke på forventningens glæde eller begivenhedens betydning for lokalsamfundet.
»Folk kan se frem til igen at kunne være sammen med naboer, venner og familie, og så håber vi, at de også kan føle, at det er et tilbage til normalen, og at rigtig mange vil støtte op.«
Selvom det udmeldte store program starter om torsdagen, så er der faktisk allerede mulighed for socialt samvær onsdag aften klokken 19, når der er turnering i kortspillet agurk ved Langhøj Idrætscenter med tilmelding fra klokken 18.
Noget for enhver
Det store program, der begynder om torsdagen klokken 17, byder på et væld af forskellige aktiviteter. Fra minikræmmermarked, skattejagt, fodboldkampe mellem Vivild IF, Auning IF og FC Djursland, til banko, havetraktortræk og livemusik med Peter Vildmand, der spiller Kim Larsen-musik og kopibandet Hell Friis Over Band.

Udgangspunktet for arrangørerne af Vivild Sommerfest har været, at der skal være noget for enhver smag. Og derfor glæder Iben Bolvig sig blandt andet også til et af dette års nye tiltag.
»Jeg glæder mig mest til, at folk skal mødes, feste og hygge sig sammen. Men i år har vi rundboldturnering som noget nyt fredag. Det håber jeg bliver hyggeligt, fordi det er noget, hvor alle gerne skal kunne være med - både unge og gamle og børn og voksne,« siger Iben Bolvig og fremhæver også lørdagens look-a-like udklædningskonkurrence, som noget hun personligt ser frem til.
Og sommerfesten med dens mange aktiviteter er vigtig ifølge foreningsformanden. Vigtig for det lokale samvær, men også en god hjælpende hånd til den lokale idrætsinstitution Vivild IF.
»Først og fremmest betyder det som by, at vi kan ses og være sammen - hvilket er det vigtigste ved sådan en sommerfest. Men foreningen tjener også et sted mellem 50-75.000 kroner, som er gode penge for en forening på vores størrelse,« fortæller Vivild IF-formanden.
Skal overskuddet til idrætsforeningen være i den gode ende i år, så sender foreningen gode tanker til vejrguderne, og et håb om talstærk lokal opbakning.
Iben Bolvig kommer også med en opfordring:
»Jeg vil virkelig gerne opfordre folk til at deltage i vores optog. Det kunne være så dejligt at se nogle nye ansigter. Det er ganske enkelt bare sjovt, at der kommer et optog gennem byen. Og når man deltager i optoget, så kommer man gratis ind på pladsen lørdag og får en lille erkendtlighed i form af enten noget is til børnene eller en øl til de voksne.«
Det omtalte optog begynder lørdag klokken 13, men hvis man vil se det fulde program for sommerfesten, kan det ses på Facebook-gruppen ”Vivild Sommerfest”.