Ingen skal dø alene: Vågetjeneste vil så gerne bruges mere

Et 12 personer stort hold står klar til at rykke ud for at give døende i Thorsø, Ulstrup og Hammel-området selskab i den allersidste tid. Fire personer er sågar på venteliste for at blive en del af vågetjenesten under ’Røde Kors Thorsø-Ulstrup’.

Problemet er bare, at vågetjenesten bliver brugt alt for lidt, hvis du spørger Kirsten Graver Christensen, aktivitetsleder for vågetjenesten.

»Vi trænger til at blive brugt. Vi har kun været ude et par gange i år, og derfor vil vi rigtig gerne gøre opmærksomme på os selv. Både over for de pårørende og over for plejecentrene samt hjemmeplejen. Vi håber, at artiklen her vil gøre, at flere kommer i tanke om, at vi er her,« siger hun.

Hun tror, at sidste års corona-restriktioner er årsagen til, at behovet for udrykninger er gået helt i stå, fordi tjenesten nu er gledet ud af bevidstheden.

»I 2020 var vi ude tre gange i foråret og 1-2 gange i august. Ellers gjorde corona-restriktionerne det umuligt. Nu håber vi så, at vi igen vil begynde at blive tænkt ind. Specielt vil vi gerne have, at de pårørende får øjnene op for, at vi er her og kan støtte dem,« siger aktivitetslederen og forklarer videre:

»Ofte sidder der pårørende hos den døende om dagen. Men de pårørende skal også have en mulighed for at få sovet, ellers går de helt op i limningen i længden. Der kan vi så sidde hos deres pårørende om natten.«

Kirsten Graver Christensen tror ikke, at de få opkald er et udtryk for, at behovet ikke er der:

»Nej, det tror jeg ikke. Folk bliver jo ved med at dø og i 2019 var vågetjenesten trods alt ude 13 gange,« siger hun.

Mange vil være våger

Vågetjenesten under ’Røde Kors Thorsø-Ulstrup’ dækker plejecentrene Solhøj, Tinghøj, Sall Friplejehjem, Thorshøj, Anlægget og desuden hjemmeplejen.

Tilbuddet har eksisteret siden 2009 og er ét ud af 89 på landsplan i Røde Kors regi.

I Thorsø-Ulstrup-afdelingen har man oplevet en øget interesse for at blive en del af tjenesten.

»Og de, der viser interesse, er ikke gråhårede. De er typisk mellem 20 og 40 år. Jeg tror, at det er fordi, der har været megen medieopmærksomhed på vågere. Og måske også, fordi vi under corona-epidemien er blevet mere opmærksomme på omsorg for hinanden,« siger Kirsten Graver Christensen, som tilføjer, at man som ny altid kommer til en samtale om »hvad man kan give vågetjenesten, og hvad vågetjenesten kan give til tilbage« - desuden er man altid med en erfaren våger ude de første par gange.

At omgås døden

En af de erfarne vågere er Lis Skau fra Hammel. Hun har været med i tjenesten siden 2019. På hendes første besøg alene døde personen efter blot to timer.

Var det en hård oplevelse?

»Nej, for vi ved jo, at det er derfor, vi sidder der,« siger hun.

Det er kun sket to gange, at personen er død på Lis Skaus vagt i vågetjenesten. Hun er dog tidligere plejehjemsassistent gennem mange år og har ad den vej oplevet døden.

For mange er døden noget meget voldsomt og skræmmende. Hvordan håndterer I det?

»Det er måske barsk at sige, men det lærer man. Vi er der jo også i en professionel rolle og har ikke en følelsesmæssig relation til den pågældende,« siger Lis Skau.

Og skulle der alligevel have været noget træls ved et besøg, så har man muligheden for at tale det igennem i den obligatoriske telefonsamtale med Kirsten Graver Christensen dagen efter.

»Giver vores nærvær«

Men hvad er egentlig ens opgave som våger? Helt kort fortalt skal man bare være til stede.

»Det er vigtigt at sige, at vi ikke indgår i plejen. Vi skal faktisk virkelig gøre en dyd ud af at ”sidde på vores hænder” og ikke hjælpe til. Tænk nu, hvis noget gik galt. Nej, vores opgave er i stedet at give vores nærvær og medmenneskelighed,« forklarer Kirsten Graver Christensen og fortsætter:

»Vi gør altid meget ud af at spørge ind til, hvem det er, vi kommer ud til. Er personen eksempelvis kontaktbar eller meget urolig - og vil personen gerne holde i hånden?«

Lis Skau tager over:

»Jeg sørger desuden altid for at spørge ind til, om personen er troende, for i så fald kan jeg synge en salme eller bede fadervor. Men det er meget individuelt, hvordan hver enkelt våger griber opgaven an - og det er meget individuelt, hvad den døende har behov for. Man prøver gerne at holde i hånden, og her fornemmer man hurtigt, om den døende bryder sig om det eller ej. Man kan også sagtens sidde og skramle lidt med avisen. Sådan at man lader personen vide, at han eller hun ikke er alene. Men fordi det oftest er om natten, hvor det er meningen, at folk skal sove, så skal vi heller ikke lave en masse postyr,« siger hun og fortsætter:

»Det er så vigtigt, at vi får folk godt herfra - at vi hjælper dem godt på vej. Derfor føler jeg også, at jeg gør en forskel hver eneste gang, jeg er afsted.«

Begge kvinder er enige om, at tiden som vågere sætter tilværelsen i perspektiv. Kirsten Graver Christensen fortæller:

»Man får sig nogle gode snakke med sig selv om liv og død, når man sidder der. Livet bliver sat i perspektiv, når man møder døden, og jeg har fået en større bevidsthed om, hvad der er vigtigt for mig i livet.«