Kræftpatient med opråb: Snak nu sammen
75-årige Ebbe Johnsen har halskræft og oplever systemet indefra. Han forstår ikke, at sygeplejerskerne ikke bliver hørt af politikerne.
Selvom sygeplejerskerne strejker, så fungerer mange funktioner i sundhedsvæsenet stadigvæk som normalt. Det gør det, fordi sygeplejerskernes arbejde er livsnødvendigt, og derfor fritages mange funktioner fra strejke. Det har kræftpatient Ebbe Johnsen lagt mærke til, fra sin sygeseng på Aarhus Universitetshospital.
»Det fratager dem jo reelt retten til at strejke, som vi ellers har i den Danske Model. Jeg har fandme aldrig været på barrikaderne, men lige her synes jeg, der er en grund til at gøre det. Det duer jo ikke, at der ikke er nogen, der gør noget. Snak nu sammen!« siger 75-årige Ebbe Johnsen, og henviser til, at politikerne skal komme sygeplejerskerne i møde.
Taber vi noget
På Facebook har han delt et hyldestopslag til sygeplejerskerne og minder om, at vi burde hylde hospitalets personale ligeså meget, som vi hyldede vores fodboldlandshold.
»Her fra min sygeseng på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, ser jeg mig nødsaget til at blande mig lidt i debatten om sygeplejerskernes løn, for jeg er meget bekymret for, at I måske er ved at tabe noget meget mere værdifuldt end kroner og ører på gulvet; nemlig alt det I ikke betaler sygeplejerskerne for eller kan lave overenskomst på!« skrev han blandt andet i et længere opslag på Facebook.
Ingen gider en sur sygeplejerske
Han uddyber gerne, hvad det er, han er bange for, vi kan miste.
»Jeg kan jo mærke på mig selv, at selvom jeg er syg af halskræft og lungebetændelse oveni, så bliver jeg i godt humør og ser lyst på tingene, når jeg mærker alle de smil og venligheder, der kommer fra personalet. De smil kan de ikke føre lønkamp om, for der kan ikke føres overenskomst på, om der skal smiles eller ej. Og jeg er bange for, at smilene forsvinder, hvis ikke sygeplejerskerne tages alvorligt denne gang, og der er da ingen af os, der ønsker en sur sygeplejerske, der bare udfører arbejdet som en robot. Det bliver man bare mere syg af,« forklarer Ebbe Johnsen fra sit hjem i Norsminde.
Springer ud af sengen
Han har været på sygehuset næsten hver dag, siden diagnosen på halskræft ramte som en »kølle i nakken« sidst i april. Det har krævet hurtig og intensiv behandling med blandt andet stråler.
Jeg har fandme aldrig været på barrikaderne, men lige her synes jeg, der er en grund til at gøre det.
»Inden jeg kunne få stråler, så skulle mange af mine tænder fjernes først, fordi jeg havde paradentose i dem. Så jeg synes, da det her været noget af en hård tur. Og jeg er kommet ind på et sygehus, hvor der er strejke, og det påvirker rundt omkring. Men alligevel er der en sygeplejerske nede ved stråling, der ser mig ankomme i en seng 20 meter nede ad gangen, og så har hun alligevel overskuddet til at slå ud med armene og sige: ”Hej Ebbe. Har du det godt.” Altså for fanden, jeg springer jo nærmest ud af sengen og bliver rask. Mødet og overskuddet. Lige den faktor er ikke i forhandling. Den er bare forventet,« forklarer Ebbe Johnsen.
Buschauffør og vicevært
Han har i sit arbejdsliv haft flere fremtrædende jobs, og han er aldrig gået på pension. Da pensionsalderen kaldte, tog han job hos Aarhus Sporveje og var der i otte år, inden han tog job som vicevært hos Frimurerstiftelsen på Åboulevarden.
»Jeg deler med en kammerat. Vi tager en måned hver, og det er et dejligt arbejde,« fortæller viceværten.
Han håber naturligvis på, at han bliver så rask, at han igen kan varetage sit job. Og derfor støtter han sygeplejerskerne.
»Jeg skal sådan set ikke kæmpe deres kamp. Men jeg vil gerne være med til at støtte min egen kamp for at blive rask så hurtig som mulig. Det gør jeg ved, at parterne kommer til forhandlingsbordet og kigger hinanden dybt i øjnene og siger: Det her det går da ikke. «