Fokus på velvære og et aktivt liv: Nyt seniorbofællesskab i Ry
60 boliger forventes klar 1. april 2022.
Meget snart bliver udlejningen af 60 boliger i et nyt seniorbofællesskab ved navn Marys Have skudt i gang. Allerede nu kan interesserede læse mere om de nye boliger i Ry på maryshave.dk. Bofællesskabet er beliggende i Kildebjerg med udsigt til Silkeborg Ry Golfklub samt områdets søer og skove. Bofællesskabet har fokus på et aktivt fællesskab med blandt andet fælleshus, værksted, fitness, spabad, sauna, biblioteksstue og meget andet.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Boligerne er mellem 60-96 m2 og med to, tre eller fire værelser. I alle boligerne er der køkkenalrum, stue samt badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. Derudover kan beboerne se frem til deres eget private uderum i form af terrasse eller altan, eget depotrum samt adgang til elevator fra udvalgte boliger.
Det gode voksne seniorliv
Et seniorliv med fokus på velvære, et aktivt udeliv, et stærkt fællesskab og et godt naboskab har været ambitionerne bag at skabe Marys Have. Derfor er der lagt stor vægt på at skabe gode rammer og faciliteter, som indbyder til mere end blot at opholde sig i sin bolig. Udviklerne bag projektet er det Aarhus-baserede ejendomsselskab SØM ejendomme. Claus Pihlmann fra SØM ejendomme har, sammen med resten af teamet, arbejdet på at finde den rette balance mellem privatliv og fællesskab:
»Kunsten i sådan et projekt er at skabe privatliv i boligen, hvor beboerne kan trække sig tilbage, og samtidig sikre at fællesskabet er lettilgængeligt og kan vælges til og fra efter behov.«
Det står os meget nært at skabe noget godt for byen og lokalbefolkningen, samtidig med at vi som familie har et fælles projekt, der binder os sammen
Derfor er der lagt stor vægt på velindrettede og funktionelle boliger med gode materialer, mens der også er brugt mange kræfter på gode faciliteter og udeområder. Beboerne i Marys Have kan blandt andet glæde sig til at benytte et fælleshus med plads til diverse arrangementer, bibliotek med biopejs, træningsfaciliteter, multigarage med værksted, sauna, udendørs spabad, orangeri samt grønne oaser og smuk natur i området.
Skanderborg-familie står bag
Marys Have er ejet af familien bag lysvirksomheden FRANDSEN. Efter at familien sidste år solgte den over 50 år gamle virksomhed med rødder i Skanderborg, har de ledt efter et nyt fælles projekt. Da muligheden for at købe Marys Have bød sig, var det et perfekt match mellem Frandsen familien og SØM ejendomme.
»Det står os meget nært at skabe noget godt for byen og lokalbefolkningen, samtidig med at vi som familie har et fælles projekt, der binder os sammen. Det er vigtigt for os, at det er et projekt, som vi kan se os selv bo i om nogle år, og som vores forældre vil synes er en fest at bo i. Det er særligt med dem i tankerne, at vi har købt Marys Have,« fortæller Peter og Pernille Frandsen, som er børn af Benny Frandsen, som stiftede FRANDSEN for 50 år siden.

Allerede nu kan interesserede læse mere på maryshave.dk, ind til udlejningen officielt bliver skudt i gang 30. august 2021. Nybolig Projektsalg og Udlejningen er ansvarlige for udlejningen og glæder sig over, at de kan overdrage nøglerne til glade seniorer:
»Vi er utroligt stolte over, at vi er ansvarlige for udlejningen af Marys Have. Det er et gennemført projekt, hvor der er tænkt på både materialer, funktionalitet for beboerne og ikke mindst et godt fællesskab med gode faciliteter, fortæller Mette Holst, Partner og Projektchef i Nybolig Projektsalg og Udlejning.
Boligerne velegnet til både par og singler i alderen +50 år. Huslejen starter fra 7.700 kr. pr. md. Indflytning 1. april 2022.
cns