En god sags tjeneste: Frigga fik klippet 27 centimeter af håret
Et TV-program inspirerede den otte-årige skoleelev fra Skanderborg til at hjælpe andre.
»Det var meget nemmere at sove i nat. Når jeg vender mig nu, så skal jeg ikke flytte al håret med.«
Frigga er otte år gammel. Hun skal i 2. klasse på Skanderborg Realskole efter sommerferien, en ferie, som hun i år har brugt på et velgørende formål. Hun har doneret 27 af sit 50 centimeter lange hår til andre, som mangler hår på grund af sygdom måske.
Jeg vågnede i hvert fald i morges og var glad over at have hjulpet andre, som mangler hår
Lørdag middag gik Frigga og hendes mor Lene Nygaard i byen for at spise. Klokken 14 havde de begge en tid hos Frisør Janne på Banegårdsvej 11 i Skanderborg, men projektet skulle lige tænkes igennem – endnu engang - over frokosten.
»Det er en stor ting at ændre sit udseende, så jeg og frisør Janne var nok de mest bekymrede,« fortæller Lene Nygaard.
»Ja, de var meget nervøse,« indskyder Frigga, som allerede fredag besøgte Janne for et tjek og få elastikker i og fornemmelsen af kort hår. Forberedelsen var grundig især fra frisørens side.
Hårspænder og -bøjler
Frigga nåede inden klipningen at shoppe med sin mor.
»Vi købte hårspænder og hårbøjler, så der kan ske noget, selvom det lange hår nu er kort,« siger Frigga, der fik ideen til at donere sit hår gennem DR Ultra.
»Jeg så nogle seje piger, der gjorde det for at donere håret væk i stedet for at smide det i skraldespanden.«
Mor Lene mistede 37 cm
Det inspirerede hende, som nu håber, at eventen også kan give andre samme idé.
»Jeg vågnede i hvert fald i morges og var glad over at have hjulpet andre, som mangler hår.«
Friggas mor var solidarisk og lod sit 75 cm lange hår korte af med 37 cm, som også blev flettet og sendt videre til firmaet, som fremstiller parykker.