16.000 coronasmittede danskere har været indlagt på hospital
Det er efterhånden halvandet år siden, at der for første gang blev konstateret smitte med coronavirus i Danmark.
Siden coronavirusset blev fundet på dansk jord, har 15.824 personer været indlagt med coronavirus på et af landets hospitaler. Det svarer til 5,2 procent af de i alt 303.469 smittetilfælde, som er blevet bekræftet under epidemien - det viser de seneste tal fra torsdag fra Statens Serum Institut (SSI).
Ifølge Christian Wejse, læge og lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, er tallene udtryk for, at der under corona har været ”en væsentligt større” sygdomsbyrde i samfundet, end vi er vant til at se med for eksempel influenza.
»Jeg synes, det er alvorligt, at der er så mange, som er blevet indlagt. Det er langt under én procent, der bliver smittet med influenza, som bliver indlagt. Så det er en helt anden sygdomsbyrde, vi har haft med covid-19, end det vi plejer at se med influenza,« siger han til Ritzau.
Det er kvinder og mænd, piger og drenge, i alle aldersgrupper, som har været indlagt.
I begyndelsen var størstedelen af de indlagte ældre og sårbare. Men i takt med at flere af dem er blevet coronavaccineret, har billedet ændret sig, og de indlagte har i stigende grad været yngre.
kb