Sonnys sidste dage: Kunne det ikke have været lidt bedre?

Søndag 16. maj sluttede Sonny Pedersens liv. I en seng på Digterparken i Grenaa døde han med sine nærmeste omkring sig - 57 år gammel. Han nåede at bo seks dage i den plejebolig, som Norddjurs Kommune ifølge hans efterladte havde presset på for at få ham til at flytte ind i, fordi han ikke længere kunne være på Hospice Djursland.

Sonny kom til Grenaa fra Viborg efter en barndom, hvor han efter eget udsagn havde gået på samtlige skoler i byen. Da lillesøsteren startede i skolen, viste han hende vejen op til skoleinspektørens kontor - for den kendte han så udmærket.

I Grenaa arbejdede han på fabrik, inden for byggeri og som chauffør, indtil turen gik til Sjælland, hvor han fandt en kæreste og blev far til to børn, inden han vendte tilbage til Grenaa. Her nød mange hans selskab og satte stor pris på hans hjælpsomhed og store viden især inden for film og musik. Og sport, hvor specielt ishockey og formel 1 fængede ham.

Nu fortæller de efterladte om hans sidste tid. Om et forløb, hvor de føler, der skete svigt på svigt - og hvor det helt store spørgsmål står tilbage.

Kunne Sonnys sidste tid ikke have været lidt bedre?

Avisen har mødt hans søster Linda, svogeren John og niecen Kirstine for at sætte brikkerne sammen i den fortælling om Sonnys liv, som de synes blev afsluttet på en måde, som ikke er et menneske værdigt.

Kræft i leveren

Sonny blev 9. december sidste år opereret for kræft i leveren - og af journalen fremgår, at lægerne anser kræften for at være fjernet. Men kort efter begyndte han at klage over smerter i ryggen.

»Han var gæst hos os nytårsaften, men han sagde, at han ikke kunne sidde ordentligt i sofaen. Og det endte med, at Linda kørte ham hjem inden midnat,« fortæller John.

Linda forklarer, at i begyndelsen af januar er hendes bror flere gange ved læge, fordi han klager over smerterne i ryggen, som bliver værre og værre.

»Han blev sendt til undersøgelser på sygehuset i Randers - en af gangene direkte fra lægen i en ambulance. Men hver gang blev han sendt hjem igen dagen efter - med besked på, at det er en diskusprolaps, der driller,« siger Linda.

Fuldmagt til familien

Kirstine har – som Linda – haft fuld adgang med fuldmagt til at læse Sonnys journal.

»De første gange Sonny er på sygehuset i Randers, bliver han ikke scannet. Det er først i forbindelse med en længere indlæggelse fra 4. - 12. februar, at han bliver scannet - og så finder man brud på ryggen og kræft i lænden,« siger Kirstine, som er med Sonny til udredning i Skejby 24. februar.

Og her lyder konklusionen så, at kræften har spredt sig fra leveren til galdevejen. Og i dag spørger Sonnys efterladte så, hvorfor han ikke blev scannet noget før - og hvorfor han indtil da kun var blevet tilbudt smertestillende medicin og genoptræning. Det var også først her, at Sonny blev tilbudt en kræftpakke - ikke da han blev opereret for kræft tilbage i december.

»De glemte også at tilbyde ham kemobehandling. Der blev ringet til ham i januar fra sygehuset, hvor man erkendte, at man havde glemt at tilbyde ham kemobehandlingen, som skulle følge op på operationen. Men nu var han for syg til kemo. Det er jo ikke sikkert, han havde været det to måneder tidligere,« siger John.

Terminal patient

Til samtalen i Skejby får Sonny at vide, at der ikke kan gøres mere for at helbrede ham. Han er terminal patient, og bliver tilbudt strålebehandling, som skal lindre hans tilstand. Han ville gerne indlægges i Skejby, men det blev afvist, fordi Grenaa hører under Randers Sygehus, men han var ikke tryg ved at komme til Randers igen efter det forløb, han havde været igennem.

I stedet blev der fundet en løsning, hvor han blev tilbudt et ophold på Hospice Djursland i Rønde, hvorfra han så ville blive kørt frem og tilbage fra strålebehandling i Skejby.

»På det tidspunkt var han bange. Han kunne ikke helt forstå, hvad der skete - og han kunne slet ikke forstå, at han pludselig skulle på hospice, men han kunne ikke længere være i sin egen lejlighed. Allerede da han blev udskrevet fra Randers i februar forstod vi ikke, at man ikke fra Norddjurs Kommune tog sig bedre af ham. Der kom ingen visitator og tjekkede om han nu med alle sine rygproblemer og 16 trappetrin kunne klare sig i lejligheden. Falck-folkene, der kørte ham, spurgte også, om der ikke havde været nogle fra kommunen og se på forholdene. Hjemmehjælpen kom heller ikke, før han ringer til dem og undrer sig over, at de ikke kommer og giver ham medicin,« siger John.

Sonny nåede at få tre strålebehandlinger, mens han var på Hospice Djursland. Behandlingsplanen sagde, at efter de tre behandlinger, skulle der være to ugers pause for at vurdere forløbet. Han blev kortvarigt bedre, men kunne aldrig helt smertedækkes.

Skal flyttes

Efter fem uger i Rønde, begynder personalet at snakke om, at Sonny ikke fortsat kan blive på hospice.

»Sonny og vi fik at vide, at han skulle flyttes, fordi han ikke kunne have adresse på hospice. Hans egen lejlighed i Grenaa var opsagt. Jeg siger så, at det ikke skal være et problem. Han kan flytte adressen hjem til os,« siger Linda.

Hun bliver ringet op af en visitator fra Norddjurs Kommune, som fortæller om hvordan det fungerer med en plejebolig - at man faktisk kan tilbyde helt det samme her, som på et hospice bortset fra, at der ikke er en fast læge tilknyttet.

»Jeg svarer, at jeg ved slet ikke, om det overhovedet kan komme på tale med en plejebolig, fordi Sonny har fået det meget dårligere. Visitator siger OK og der aftales, at man ser tiden an i 14 dage. Men få dage efter ringer hun tilbage og siger, at nu skal vi have gang i det. Jeg forklarede, at på hospice ville man ikke gå med til at udskrive Sonny på grund af hans forværrede tilstand, men visitator siger, at plejeboligen i Digterparken ikke kunne stå og vente, og at man var klar til indflytningssyn,« siger Linda.

Sonny blev skræmt

Hun ringede senere til visitator og sagde, at den løsning kunne hun ikke stå inde for.

»Vi følte et vist pres, og når der blev snakket om økonomien i det med husleje, indskud og betaling for mad og tøjvask, kunne vi se, at Sonny blev skræmt ved tanken - og det fortalte jeg hospicelægen,« siger Linda.

Efter nogen tid kan John ikke holde sin mund længere. Han ringer til Norddjurs Kommunes visitator og beder om en forklaring - og efter flere forgæves opkald ringer hun tilbage.

»Jeg siger til hende, at nu lyder det som om, at I synes, at Sonny ikke er død hurtigt nok, så han har været på hospice for længe og bliver nu en økonomisk byrde. Sådan ser jeg på det. Og jeg får at vide, at kommunen er ligeglad med om de skal betale for Sonny på hospice eller på Digterparken. Men en seng i Digterparken koster jo ikke noget for hende, men det gør den for Sonny,« siger John.

På hospice er meldingen, at man ikke udskriver nogen, hvis det ikke er etisk korrekt og man vurderer, at der kun er kort tid tilbage at leve i.

»Det giver os lidt ro, for vi tror jo på, at man kun vil udskrive Sonny hvis han får det bedre. Men det skete jo ikke. Han blev bare ringere og ringere. Spiser ikke, drikker ikke og får ikke taget sin medicin,« siger John.

»En dag, vi er på besøg og til sidst fortæller Sonny, at vi er nødt til at tage hjem, bryder han helt sammen og græder. Han vil med os hjem i weekenden, men jeg kan jo ikke klare ham herhjemme. Han siger, at personalet på hospice er begyndt at være hårde mod ham. Så kalder jeg på sygeplejersken og siger, hvad han har sagt, og hun forklarer, at det ikke er meningen. ”Men det er simpelthen for at motivere ham til at komme på Digterparken,” siger hun. Og derfor har man tvunget Sonny til at rejse sig med en vogn for selv at gå på toilet,« siger Linda.

Skriger af smerte

Under en af disse øvelser hjælper John og en kammerat Sonny med at komme på toilet, og han skriger hele vejen på grund af smerterne i ryggen. De to havde nær aldrig fået ham op fra toiletstolen igen - og de tænkte begge, at det her går da aldrig. John havde også købt en eltandbørste til Sonny, men han har ikke kræfter nok i fingrene til at kunne slukke den.

»I Digterparken har man fået at vide, at man skal tage imod en mand, der selv kan gå med hjælp af en rollator. Men det kan han dælendytme ikke, og det har han ikke kunnet længe, så da Sonny mandag 10. maj bliver udskrevet og afleveret i Digterparken er personalets reaktion da også, at de slet ikke var gearet til at håndtere ham,« siger John.

I Digterparken er der akutpladser, hvor økonomien for borgerne er en helt anden end i en plejebolig, der regnes for en lejlighed.

»Jeg havde inden udskrivelsen fra hospice spurgt visitator, om det ikke var mere oplagt med en akutplads i Sonnys tilfælde, men vi får svaret, at det ikke kan lade sig gøre - og at man højest må være på en akutplads i 14 dage. Det får vi så senere i Digterparken at vide, at det ikke passer - og at det er i akutafdelingen, man tager sig af terminale patienter. Det kan man ikke i en plejebolig,« siger Linda.

I dag er de efterladte rystet over, at en visitator fra Norddjurs Kommune kører til Hospice Djursland i Rønde udelukkende med det formål at få en døende Sonny til at skrive under på, at han han hæftede for tæt ved 40.000 kroner. Sonny faldt flere gange undervejs i søvn.

»Han var medicineret uden begrænsning og forstod ikke, hvad der foregik. Vi vidste godt, at vi ikke skulle skrive under, for så ville vi hænge på regningen, men der var igen pres på os. Indskud var 28.500 kroner, huslejen lød på omkring 6000 kroner, 550 i lys og varme. Og så lige 3800 kroner i kost, selv om Sonny ikke spiste andet end yoghurt for at få pillerne ned,« siger John.

Ni uger på hospice

Sonny var på Hospice Djursland i ni uger.

»Det ophold var både han og jeg tilfreds med. Men i forbindelse med udskrivningen og indflytningen i Digterparken, er der ikke styr på en skid. De aner ikke, hvordan og hvornår, han skal have medicin. Når jeg ser tilbage på det i dag, er han blevet behandlet som en lort. Den måde, han kom herfra på, er simpelthen umenneskelig,« siger Linda.

Kirstine er enig.

»Den rigtige vej havde været, at sende Sonny fra sin lejlighed i Digterparken - og så på hospice den sidste tid. Man sender da ikke en på hospice og så derfra igen, fordi man mener, at han ikke er tæt nok på at dø til at blive på hospice. Man får den tanke, at kommunen gerne vil have folk til at dø hurtigere, for så koster det færre penge,« siger hun.

Sonny nåede at bo i sin plejebolig i Digterparken i seks dage. Flyttede ind mandag 10. maj og døde søndag middag 16. maj. For nyligt blev hans aske spredt på Kattegat.