Præsteklumme: De mange sandheder

I slutningen af Bjergprædiken befinder vi os i et minefelt, hvor afgørelse og dom, profeti og virkelighed står over for hinanden. Modsætningerne er skarpe og livsfarlige men også livsvigtige. Billedsproget er forunderligt klart og stærkt. Der tales om hyrden og fårene over for de falske profeter og ulvene. Der tales om det gode træ, der bærer god frugt og det dårlige træ, der bærer dårlig frugt. Der tales om renselsen og ilden – og bag det hele ligger det evige spørgsmål om godt og ondt og løgn og sandhed. Men hvad er sandhed?

Der findes jo flere sandheder. Der findes den videnskabelige og objektive sandhed, og så findes der tilværelsens sandhed. Og de to sandheder strider ikke imod hinanden, men er to sider af samme sag. Den videnskabelige sandhed om verden har med alt, hvad der kan måles og vejes at gøre og er en objektiv sandhed, som alle skal kunne nå frem til ganske uafhængig af hvem man er. Har man den rigtige metode, kan man også finde den videnskabelige sandhed, uafhængigt af hvem man er.

Tilværelsens sandhed er en anden sandhed, for den er personlig og altid knyttet til den person, som erfarer den. Det er en tilværelsestydning, som får alle tilværelsens brikker til at danne et mønster – nemlig det mønster, som giver mening og betydning til vore liv. Ja, som giver fred og glæde og frihed til vore liv.

Den kristne tro er sådan en tilværelsestydning. Og det menneske, der lader sit liv hvile heri, hviler i Guds nåde og tror på, at livet er en gave fra Gud, og får derved frihedens evne til at give livet, troen, håbet og kærligheden videre til andre mennesker. Og det forunderlige er at ved at give tro, håb og kærlighed videre til andre, får man det selv dobbelt tilbage.

Urolige hjerte,/luk op for Guds fred,/da dulmer al smerte/og dåner derved./Guds fred er en dronning, han selv giver pris,/hvo hende vil fæste, i sandhed er vis,/hvor hun har sit sæde, er Guds paradis.

N.F.S. Grundtvig