Præsteklumme: Kender du typen!
»Kender du typen!« Sådan siger vi indforstået og ofte med et glimt i øjet til hinanden, når samtalen bevæger sig omkring en personlighed, som hurtigt falder for vores dømmende og lidt overbærende eller hånlige blik på et medmenneske. Et medmenneske, som vi med udtrykket, får rubriceret i en vis kasse eller klasse, selvom der ikke er meget klasse over den form for dom. Udtrykket har dog i de seneste år fået et lidt hyggeligere og mildere præg over sig qua det kendte TV-program af samme navn. Sammen med såkaldte livsstilsekperter gelejdes vi rundt i kendissers private hjem, mens vi får lov at løfte dyner og se, hvad der gemmer sig i skufferne for så at skulle gætte os frem til hvilken type, der mon har valgt at indrette sit køkken og soveværelse på den fremviste måde. Ofte kender vi typen, ofte bliver vi overraskede.
Selv kommer jeg i mange hjem - rigtig mange endda. Sådan er det, når man arbejder som præst. De mange samtaler forud for dåb, vielse og begravelse bevirker, at jeg ofte bliver inviteret hjem til de pågældende familier, og jeg får ved besøget et indblik i og en fornemmelse for lige præcis deres liv. Men det er absolut ikke, fordi jeg ankommer som en anden Anne Glad og med livsstilsekspertbrillerne på tror, at jeg på et splitsekund kender menneskene, der bebor hjemmene. Ganske givet kan man få en fornemmelse af typen, men der er altid mere på spil. Og det, der er på spil, kommer frem i samtalen. Det ville være en utilgivelig forfladigelse at antage, at indkøbet af en Marimekkodug og en Arne Jakobsen lampe eller indholdet af et køleskab eller klædeskab, kan udgrunde det enkelte menneskesinds dyb.
Et sted i huset løfter der sig dog ofte en flig af noget, som fortæller om de enkelte mennesker – nemlig på opslagstavlen, der ofte er erstattet af køleskabets frontlåge. Skoleskemaer, tegninger fra børnebørn, invitationer, huskelister, magneter fra utallige rejser, fotos af familiemedlemmer, gavekort, avisartikler – og nogle gange citater, der har særlig betydning.
Selv har jeg i et par år haft en kollegas 10 gode råd til liv og dåd hængende, hvoraf de to første råd kunne kaldes en moderne udgave af det dobbelt kærlighedsbud:
1. Stol på Gud i tykt og tyndt, stort og småt, lys og mørke. Han elsker dig så langt som til korset og så længe som evigheden.
2. Elsk din næste. Han er lejlighedsvis en idiot, men det har han og du tilfælles, og Gud har faktisk skabt jer til hinanden
Det er råd, der sagtens kan tåle at genlæses, hver gang mælken hentes ud af køleskabet. Men nu er præsten jo også en vis type.
